Nateskapader

Og så en nat gjorde jeg det, man bare skal lade være med. Jeg var i seng, lidt sent, men stadig med håb om jævnt antal timer. Skulle lige skrive en huskeliste og en mail- nej, det skal man ikke gøre i sin seng kl. 00.30, but I’m only human.

Det kunne have været så nemt. Mail, liste, sov.

Men så kiggede jeg lige lidt på nogle gamle noter. Fandt én fra den 17. september 2015, jeg havde skrevet om vores brud:

Jeg synes det var så flot, alt det du gjorde dengang. Vi sad på cafeen og du læste dit brev højt for mig og din stemme rystede og du græd. Og det var så modigt og sårbart, at jeg fyldes af ømhed, når jeg tænker på det. Undskyld, jeg forlod dig.

Jeg fik ondt i maven og svingede hammeren hårdt: “Hvorfor gik du fra ham, din skide idiot!?” og så tæskede jeg ellers videre i gamle SMS’er fra ham, til ham, om ham. Jeg kom sågar rundt om beskeder, hvor han omtalte, hvor meget min mor og jeg ligner hinanden og hvor meget, han også savnede hende. Av for helvede altså. Det tog timer at tæske mig selv igennem. Til sidst endte jeg ved nutiden: “Jeg kan ikke se dig, det passer dårligt ind i mit liv”. Et knivskarpt knock out midt i natten på trods af, at jeg kender den besked så godt i forvejen.

Det endte i hulkegråd, fire timers søvn og de vildeste tankespiraler. Jeg vil ikke sige “new low”, men endnu et low. Proces proces proces!

Reklamer

Forhistorien

Det flyder med ord i hovedet og i fingrene, men jeg har brug for introduktioner, før jeg kan sende dem videre. Det er en terapeutisk øvelse, dét som efteråret 18 byder mig at skrive. Jeg kan se, at jeg tidligere var fragmenteret og ret kort for hovedet i mine tekster.  Det skrevne ord var en måde at skrige og råbe på midt i stor krise og sorg.

Det er lidt anderledes nu. Jeg har trang til at skrive og blive hørt, og også trang til at græde og råbe i den her suppedas af uforløst kærestesorg. Men jeg er ikke helt nede på gulvet og kan formulere mig i længere sætninger nu end i tidligere tiders sorgoversvømmelser. Jeg kan huske, at hver en tekst blev skrevet med gispende vejrtrækning. Jeg måtte skrive for at overleve, men der var kun plads til korte, gispende ord.  Sådan er det ikke nu, og jeg vil meget gerne skrive om udgangspunktet for det, der er blevet et (nyt) sorgarbejde for mig. Hvorfor er vi her?

Helt kort: I efteråret 2010 mødte jeg en mand på noget frivilligt arbejde. Jeg kunne lide ham med det samme og det samme gjaldt ham. To måneder senere var vi kærester. Det hele var meget, meget nemt, helt uden tvivl og fyldt med ro. Vi boede i hver sin by. Jeg husker pendling, grin, drilleri og mega kæmpe smil på mine læber. Han flyttede til København derefter, kun få minutter fra mig. Det hele var nemt og rart. Kort tid efter fik jeg en depression. Vi klarede det godt, blev tættere. Og noget senere flyttede han ind hos mig. Kort tid efter blev min mor syg. Jeg var fyldt med stor angst og frygt, kan jeg huske.  I 2014 var jeg ude at rejse. Jeg var glad, fri og grinende på turen, for første gang længe. Det gjorde mig i tvivl, da jeg kom hjem. Han var ked af det i den periode, og jeg havde svært ved at rumme det i min nyfundne glæde. Der var bare et eller andet der var skævt. I maven. Hvordan fanden forklarer man det? Jeg var der ikke. Det tog en weekend i snak og tårer at blive helt sikker på følgende sætning, som jeg skrev i min dagbog: “Jeg tror på, at vi skal være sammen. Jeg tror bare ikke, det skal være lige nu”.

Når jeg har et sår, så kradser jeg i det

Jeg skulle lige hen og aflevere nogle billetter på et spillested. Og der var hans lejlighed. Min ekskæreste, som jeg ikke er ovre efter fire år. Jeg var i fint humør, overdrog billetter til nogle søde mennesker, havde lyst til take away, var lidt obs på hans lejlighed og om alt nu var ok nede i maven. Jeg var ok. Så stoppede jeg lige et øjeblik. Lod øjnene gennemsøge dørtelefonen efter hans navn, bare lige kort for at blive bekræftet i, at han stadig bor alene. At hans kæreste selvfølgelig ikke er flyttet ind. At de måske endda er gået fra hinanden. Dér var det. Hans navn. Og så mit navn. For mit navn er magen til hendes. Og dér stod deres navne.

Og sådan ødelægger man en ellers fin fredag aften.

En ode til mit hoved

Tågen er lettet. Det svimler ikke længere i alle kropslige positioner; siddende, liggende, gående, stående. Det trykker ikke i tindingerne, og hovedet kan holde sig selv. Jeg kan føre en samtale. Jeg kan være i lodret position. Lad os håbe, at det fortsætter sådan, jeg håber ikke på faser. Ikke med hovedet i hvert fald.

Mit hoved er så godt. Jeg elsker mit hoved. Det kan tænke og føle og huske, danne ord og lægge tal sammen. Skrive og koordinere mine bevægelser, skrive indkøbssedler og holde et glas og cykle og gå og grine og spille spil og få et stykke tape af en genstridig taperulle. Finmotorisk er det gudhjælpemig også.

Jeg troede, at mit hoved var på vej væk, men jeg tror, det klarer sig fint endnu. Der skal lidt flere undersøgelser til og sikkerhed for, at alt er som det skal være. Men hovedet tyder på det. En dag opdagede jeg, at jeg ikke tænkte på mit hoved. At det bare var der, ovenpå halsen og rygsøjlen og nakkehvirvlerne, helt uden at larme. Tak hoved, fordi du er.

Ude af drift

Jeg er stadig svimmel. Og jeg er stadig bange over det. Jeg ved ikke, om det er blevet værre, men det er i hvert fald blevet ved.

Nu er næste skridt en neurolog, når én af dem har tid om en milliard uger. Jeg er åbenbart ikke den eneste der døjer med hovedet og nerverne. Lidt tyndslidte nerver.

Jeg håber sådan, at hypokonderen i mig snart får grund til at holde kæft. Må al frygt blive manet til jorden i en helvedes fart. Så jeg kan komme i gang med det hele igen. Jeg var lige gået i gang med livet! Lige kommet ud af angst – og så kommer kroppen med det her. Come on!

En læge sagde i øvrigt i dag, at jeg med svimmelhed skulle henvises til neurolog eller psykiater. Lad os et øjeblik dvæle ved hvor langt ude sagt det er.

Afsked gør mig stadig bange

Jeg går og skriver på en tekst om begyndelsen. En introduktion om man vil til hele denne kuldsejlede drøm. For ikke at tale i koder hele tiden. Og for at dissekere det for mig selv: forholdet, tabet, sorgen. Hvad er historien? Hvad skete hvornår? Så kan “hvorfor” måske sættes på senere. Og måske besvares.

Men lige nu er der noget andet. Svimmelhed, som lægen ikke kan pege på, hvad skyldes. Ikke endnu, i hvert fald. Hun prøver stadig forskellige ting. Og mig, den evige kræft-hypokonder, der straks tænker på svulster og på, hvordan folk vil være medlidende, “Den familie er så hårdt ramt”, og også føle sig heldige, “Godt det ikke er mig, der dør ung, alene og barnløs”, når diagnosen kommer. Jeg er skør, jeg ved det. Men tilgiv mig, jeg har set nogen dø af sådan en svulst. Frygten er indlejret. Ligesom når jeg flyver. “Jeg er ikke bange mere” skrev jeg forleden, og det er sandt. Men for kræft og fly – oh well. Og lige nu er jeg svimmel. Angst? Tjek. Og skal snart flyve langt alene. Angst? Tjek.

Og så den tredje ting. Fuldstændig koblet til de to andre.

Afsked, din lille satan. DU gør mig bange. Og derfor er kræft og flystyrt på min liste. Død er ultimativ afsked. Og hver gang jeg tager afsked med noget, er det lidt som om, der er noget, der dør. Nogle lukker vel bare døren og går videre. Spændt på det næste. Jeg prøver bare at undgå afskeden ved at trække den ud eller lade som ingenting. Alt for at slippe for den. Den trigger mig. Størstedelen af al terapi det seneste år har handlet om afsked, og det er blevet bedre. Altså helt vildt meget bedre. Ellers var jeg stadig i et forhold nu. Det er jeg ret sikker på. Jeg kunne aldrig have truffet de valg, jeg har truffet nu, for et år siden. Aldrig. Der lå jeg apatisk på min sofa, i min seng, på mit gulv. Jeg var så bange.

Det er godt for mig at skrive frem, at jeg er langt fra den frygt dengang. Siden mit forholdsbrud i den tidlige sommer, har vi været i god kontakt. Mig og min kæreste. Ekskæreste. Afskeden var stille og rolig, fordi den måske ikke helt var der. Vi var i god kontakt, vi passede godt på hinanden, og jeg var i ro. Men den kommer nu. Jeg kan mærke, at han siver. At hans beskeder bliver færre. Kortere. Bruddet bliver tydeligere. Så jeg gør, hvad jeg plejer: Jeg skruer op, når han skruer ned. For hver besked, han ikke sender, sender jeg to. For hvert skridt, han tager væk fra mig, træder jeg frem. Tanken er: Han skal ville have mig. Hvis han giver slip på mig, er jeg uden betydning for hans liv. En parentes. En ligegyldighed. Ligegyldighed er lig med død. Parenteser er afsluttede – og jo bare sidebemærkninger. Ringen kører.

Det gode er, at jeg trods alt ser det. Det svier af helvedes til, men jeg tør skrive det ned. Ergo er min øjne åbne lidt endnu, og jeg er ikke druknet ned i afskedsangsten. This too shall pass, ét fucking skridt ad gangen.

Status. Tilbagevenden. Nutid.

Det er lørdag den 11. august, og jeg ved ikke hvorfor denne dag sætter mig i kontakt med ordene. Jeg har ikke kunnet finde ordene i et år. “I kontakt med” er måske så meget sagt, men i dag har jeg brugt en time på at komme ind på wordpress igen. Det føltes vigtigt.

På mange måder har livet stået stille siden, jeg skrev min sidste tekst. Det er et år siden, og min skrivehånd er rusten. På mange måder er der aldrig sket så meget i mig som i det seneste år.

For et år siden var jeg lille og stivnet og bange. Pisse-fucking-mega-bange. For mit arbejde, min kæreste, min nutid, min fremtid, mine valg, mine venner og aller-allermest for mig selv. Min krop og mit sind reagerede på angstfyldte måder, jeg ikke forstod, og jeg fandt mig selv skrigende og lammet i min lejlighed igen og igen i sensommeren. Kære august, september og oktober 2017, I gjorde mig eddermame ondt.

Det gode var, at det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne gøre andet end at tage hånd om det. Eller lade nogle andre hjælpe mig med at tage hånd om det. Det var ikke længere muligt at være uden at gå i stykker. Så jeg skiftede min mangeårige kvartals-psykolog ud med to andre terapeuter, gik i terapi ugentligt og brugte 10.000-vis af kroner på at lade to vise kvinder hjælpe mig med at bære mig selv. Det tog lang tid.

Jeg har mærket det i noget tid nu, men først i dag blev jeg rigtig bevidst om forandringen: Jeg er ikke bange mere.

Den altoverskyggende, altædende, kropsstivnende angst har forladt mig. Eller jeg har forladt den. Jeg sidder og erkender det nu, imens jeg skriver dette, og jeg er virkelig virkelig rørt. Det var faktisk ikke det, det var min intention at skrive om, men denne her tekst har lige taget røven på mig.

Der er mange ting, der er de samme som for et år siden, og der er mange ting, der har ændret sig. Det er mest inde i mig, men det har bevæget sig ud: jeg har ingen kæreste mere, jeg ser og elsker mine venner igen, jeg griner hver dag på mit arbejde, mine tanker er frie.

Næsten frie. Jeg bærer stadig en ekstrem sorg over mit tidligere forhold og kæreste. Det ligger fire år tilbage, jeg har skrevet om det før, og jeg er stadig i kæmpe sorg. Det er skamfuldt at savne en kæreste, jeg selv forlod for så mange år siden, men jeg ér ikke videre derfra, og dét var faktisk intentionen med denne tekst: at sorgen er forkrampet i mig, og det er min største opgave nu at kigge på den og lære den at kende.

Jeg ved ikke om den kan forsvinde, men jeg har det som i sensommeren sidste år: Jeg kan ikke være med det længere og leve fuldt. Jeg er et halvt menneske med den sorg. Én der dømmer mig selv i fortiden, én der ikke rummer ham, som jeg sørger over, og ikke tillader ham at leve fuldt. Én der hele tiden tænker, hvordan ting kunne være anderledes, ikke er til stede og er fuld af skam og skyldighed. Jeg sårede ham, så nu sårer jeg mig selv hver eneste dag.

Jeg tror, at teksterne kan hjælpe mig. At meget kan hjælpe mig. Mine kloge terapeuter især. Vi har en ny opgave. Jeg tror, at jeg kan hjælpe mig, og at det kan hjælpe at skrive. Så det vil jeg prøve. Tak fordi du læste det her. Jeg håber, at jeg skriver om lidt igen.