Skylden

I mørke er alle katte grå, og i sorgen er nætterne mørke. Og det er nu den første nat i resten af dit liv, hvor du igen ligger insomnia med skylden skærende i hjernen. Det er den nat, som engang var den nat, hvor du sad for sidste gang ved siden af hende i live, og du vågede ikke på den måde, du skulle. Du var der, men du var der ikke. Antagelse: folk der våger over deres kære, er nærværende. Virkelighed: Du var der ikke.
Kun. Du var der ikke kun. Jeg sad der, og jeg holdt hendes hånd og hørte åndedrættet være så sært tungt. Foruroligende tungt, beroligende tungt. At høre din mor sove, gør dig tryg. At høre hende sove fra dig er … det ér.

Jeg begynder at skrive nu, fordi jeg vil skrive, hvordan den nat var, men jeg kan ikke skrive om det. Jeg kan ikke skrive, hvad jeg gjorde og ikke gjorde, for det aktiverer skylden i en grad, så jeg vokser ud af stuen og ud i blæsten som vil æde mig op. Men jeg kan skrive, at af alle ting, som sorgen giver dig, er skylden den værste.
Den er en magnet, du kaster dig imod, og den er alle listers liste: et aldrig færdigt dokument af utallige ting, som aldrig var godt nok. Nej, du kunne ikke redde hende, men du kunne have gjort dét og dét og dét. Og enten gjorde du det ikke, eller også gjorde du det forkert, og den endelige dom er altid, at du ikke kan gøre det om.
Og af alle skyldnere, er skylden over din mors sidste nat dog den værste. Du var der, men du var der ikke. Siger skylden. Jeg ved ikke engang om det er sandt. Det er det ikke, når jeg en sjælden gang genfortæller det for folk fuld af anger. Ingen viser tegn på vrede eller anklage mod mig. De siger, at det lyder meget meget fint som en ring og et rum fuldt af kærlighed. De kan ikke høre, hvor dum jeg var, og jeg tror, de hører rigtigt så længe det ikke er aftener som i aften, som er dén aften for det antal år siden, der er gået.

Det er ikke sådan her i aften, men jeg skriver det alligevel som en modvægt til Skylden:
En ting jeg lærte af at passe min mor: Man føler aldrig, at man gør nok, og man kan aldrig gøre nok. Men man kan gøre det så godt, man kan.

 

Ordene

Nogen fortæller mig at jeg er savnet. At jeg burde skrive mere.
Jeg kan huske dengang jeg begyndte at skrive. Det var et kald får jeg lyst til at skrive og lyder dermed fuldstændig latterlig. Men det var om ikke andet ikke muligt at gøre andet end at skrive. Jeg opdagede det, da det gik op for mig, at jeg konstant tænkte i statusopdateringer. Eller det troede jeg, at jeg gjorde. I virkeligheden tænkte jeg bare i tekster. Mine tanker blev til tekster oppe i hovedet. En del af mig må have haft – og have – brug for, at de blev læst bare af et enkelt menneske. Ellers havde jeg vel bare skrevet det ned i en bog. Og ikke tænkt på statusopdateringer. Problemet ved statusopdateringer var, at de er offentlige. Eller i hvert fald ikke anonyme. Og det kunne jeg ikke. Så i flere måneder blev teksterne i hovedet og kom ikke engang ned i noter på telefonen. Det efterlader mig med næsten ingen tekster fra min mors sygdomsperiode, selvom det var der, det startede og behovet stort. Det ærger jeg mig over, og jeg ved, at det aldrig kunne være anderledes.
Jeg blev et skrivende menneske i foråret 2015. Teksterne var en måde at udtrykke tanker og følelser på som aldrig kunne formuleres i almindelige sætninger. Jeg havde brug for afstand fra mit eget indre for at kunne skrive om dét indre. Jeg kunne godt skrive som jeg-fortæller og fortælle fra mig, men jeg havde brug for gode sætningskonstruktioner og en rytme for at kunne få ordene ud.
Jeg er ekstremt taknemmelig for, at min hjerne kunne udtrykke sig sådant. I tekster. Det skrig, jeg var, kunne ingenting i kontakt med sig selv. Derfor var en dagbog ikke muligt: “i dag har jeg haft det sådan og sådan”. Ikke en mulighed. Aldrig en mulighed.
Man kan nærmest se det i teksterne. De er ekstremt korte. Opremsende. Korte sætninger. Jeg ser dem som det, jeg kunne nå at sige i et enkelt åndedræt. Skrive skrive skrive og så – tage luft ind, lukke ned igen. Indtil næste skrig og næste tekst.
Jeg kan se, at teksterne bliver længere fra sidste sommer. Og mere talende. Som nu; jeg går i gang med at skrive på en tanke og undervejs går jeg længere og andre steder hen, end jeg kendte i udgangspunktet. Teksten udvikler sig med mig og omvendt. Tidligere var hele – den korte – tekst skrevet i mit hoved, før jeg skrev den ned. Den var færdig, når den kom i hovedet. Og nedskrivningen kun et spørgsmål om ikke at glemme den.
Nu skriver jeg længere og mere personligt. Man mærker skribenten mere end fortælleren, synes jeg. Teksterne kommer heller ikke dumpende som færdige tekster længere. Og derfor skriver jeg mindre. Fordi jeg faktisk skal skrive, når jeg skriver. Det bliver lidt ligesom med mavebøjninger; fed tanke om at lave dem på stuegulvet inden sengetid. Egentlig udførelse er energikrævende og trættende, og Kender du typen vinder.
Før skulle jeg bare sidde og glo i en bus, så skrev hjernen en tekst imens. Nu kommer der intet, og måske også fordi jeg doper mig med podcasts og lydbilleder, nu jeg tænker over det? Igen: en tanke opstår nu imens jeg skriver! Måske ikke overraskende for nogen, men kun ét år gammel nyhed hos mig.
Jeg skriver. Og jeg har fået det bedre. Det er det, de længere tekster er udtryk for: at jeg faktisk godt kan tåle at være i kontakt med mig selv imens jeg skriver. Også mere end i tre minutter. Det er også det, det betyder, når teksterne ikke bare kommer længere: jeg er optaget af noget andet.
Jeg vil gerne sige, at jeg savner det. Det gav gode tekster, og jeg skrev. Men jeg var også opløst. På en måde så jeg endnu engang ikke kan bruge de rigtige ord, der hvor selv versaler ikke hjælper. Det ønsker jeg mig ikke igen. Og derfor skriver jeg mindre. Jeg har mindre brug for det. Det kræver mere af mig. Og jeg er et dovent menneske.
Men jeg har også brug for det. Nogle gange. Og derfor tror jeg aldrig denne kanal rigtig lukker. Jeg har brug for at skrive, og jeg har vænnet mig til formen hvor måske bare et enkelt menneske læser det. Jeg føler mig mindre alene af det, tror jeg. Det er næsten den største gave. Det var det i hvert fald da alt var fuldstændig bundløs følelsesløs smerte. Og det er det faktisk også nu. Så hvis du er det menneske, der læser med, så tak for det. At jeg har valgt denne form gør, at der er så mange tekster jeg ikke har delt med min familie eller venner, selvom jeg ofte har haft lyst, hvis en tekst har ramt en følelse eller en stemning, vi senere har talt om. Jeg gør det ikke fordi jeg gerne vil bevare mit lukkede rum her. Jeg er ikke bange for at blive opdaget, men jeg ønsker ikke selv at ødelægge det her sted med mine forestillinger om hvad der er for meget eller for lidt og hvad kan jeg nu tillade mig at skrive? Det er der masser af ovre i mit ikke-skrivende liv. Jeg skriver, fordi jeg har brug for rummet. Selvom jeg skriver sjældent, har jeg brug for rummet. At jeg ved, det er der. Som nu, hvor jeg pludselig står her igen med alle mine ord.

Hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror?

Det er bemærkelsesværdigt, at jeg koder hans navn ind så snart han skriver de endelige afsluttende ord. Indtil da har nummeret blinket til mig hver gang han skrev. Og jeg har spejdet efter tallene på skærmen mellem alle de kendte navne, der ellers dukker op. Talkombinationen af de første to tal, de dobbelte tretaller i midten, dem har jeg husket. Og kigget efter. Hjertet i halsen, når det kom. Eller ro i maven, når det kom. Spænding. Ængstelse.

Så stopper vi, og det første jeg gør er at kode hans navn ind. Og det er helt roligt. Et navn blandt andre navne i stedet for de flagrende tal der var vores relation.

Jeg tænker over, hvorfor jeg ikke lagde navnet ind før. Hvorfor kunne jeg ikke bære at lade ham være en personlighed i min indbakke?

Jeg turde ikke. (Ufærdig tekst. Blev træt da jeg skulle til at dissekere årsagen til, at jeg distancerede mig så meget, selvom jeg jo egentlig gerne ville. Det kommer).

Min mor

Min kære mor

Jeg gik ad H.C. Ørstedsvej med tunge målrettede skridt, med lethed af øllene i min krop og med styrke over at være til. Jeg ville ringe til dig. Det slog mig både hårdt og pludseligt, men også let og glidende. Tanken om at ringe til dig for bare at sige hej, men også dele det med dig: fornemmelsen af styrke. Det slog ligeså både hårdt og glidende, at jeg ikke kunne. Det er første gang længe længe længe, at jeg har haft følelsen af liiiige at kunne noget ift. dig. Altså at du var lige dér. På den anden side af et par farvande og broer, kvidrende og sprudlende. At mens jeg drejede op af Rosenørns Alle, så gik du rundt hjemme i køkkenet og og læste avis eller hørte radio eller skrev sedler eller hvad du nu gjorde. I starten havde jeg den følelse konstant. At vores liv stadig foregik simultant og parallelt. Nu kom den pludselig tilbage og var på en måde så tydelig, at det ikke skabte de kæmpe katedraler af tomhed, jeg nogle gange har følt. Ligesom bassen og mine hurtige skridt, havde følelsen kraft, tydelighed og bevægelse, “Jeg er jo lige her”.

Jeg ser klart, hvorfor forbindelsen mellem os opstod lige dér. Jeg havde Patti Smith i ørerne, og hun var kraftfuld i Gloria og væltede mig bagover sammen med dig på gaden som i sommerhuset og til alle tider, hvor hun har fyldt med sin lyd og i vores samtale. Det var som sang hun din moderkraft og støtte og “Kom så, for fanden, du kan godt!” ind i mellemgulvet på mig.  Jeg kan godt. Følte jeg der.
Jeg kan huske engang i 2013, en novembermørk eftermiddag, hvor der var storm. Jeg ved ikke, hvad den hed. Knud eller et eller andet. Jeg gik hjem fra Frederiksberg, og vi kvidrede sammen om alt og intet. Hvorfor kan jeg ikke huske, hvad vi talte om? Min far vist nok, som var i sommerhuset og sikre vores båd for stormen. Vi talte også om valg, fordi der var et eller andet valg. Det er håbløst, at jeg ikke kan huske hvilket, men jeg ved det virkelig ikke. Kommunalvalg, tror jeg, nu jeg husker efter.
En plakat på broen rev sig løs i vinden og landede på min krop. Vi grinede af, at det var en konservativ lige i smasken; må man da være fri!? Men du sagde også, at nu skulle jeg se at komme hjem og indendøre. Der er også plakater nu, men ingen vind. Kun mig og en bas og en kommende vabel på venstre fod. Det er første gang i år med sandaler. Og så er der jo ikke dig. Det kommer jeg i tanke om igen.

Det ser ud til, at Løkke taber valget i morgen. Og det fylder mig faktisk med sorg, fordi du ikke er her til at opleve det. Det er fandeme håbløst. Det er jo godt! For fanden, hvor ventede du længe på det, og du jubler vel uanset hvor du er. Men at du ikke fik lov … her vil jeg skrive “AV”, men det ord dækker simpelthen ikke den smerte jeg føler, når jeg tænker på det. Det er så sjældent, jeg græder over dig, jeg ved ikke hvorfor, tankerne er hos dig hver dag, men gråden er ikke. Det er den, når jeg skriver til dig om Løkke. Du burde jo vide det for fanden. Du burde være her og gå i skinger falset af hoverende harme, når han holdt sin tabertale. Jeg kan huske, hvordan du sad limet til skærmen under det der GGG-whatever-skandale-pressemøde i håbet om, at han blev klædt af. Og Venstres landsmøde i 2014, hvor vi fulgte med fra Grækenland i konstant opdatering og håb om, at manden blev væltet. Din skuffelse var så stor. Måske du vidste, at du ikke ville opleve det, hvis det ikke blev der?
Det kan være, at jeg jinxer hele lortet nu, og at vi skal se hans rådne tænder smile i morgen aften, men jeg håber, du får din hævn, selvom du ikke kan se det.

Jeg kan huske, at min kæreste ikke var kommet hjem, da jeg kom tilbage til lejligheden. Han gik ad Nørrebrogade og grinede af mig og min stormfrygt. Jeg kan huske noget med at sidde under et tæppe i sofaen, da han kom hjem, og jeg kan huske, at det var hyggeligt og rart. Han drillede mig, det gjorde han tit.
Jeg har tit lyst til at tale med dig om ham. Om min frygt for at begå fejltagelser og have valgt forkert, da jeg gik og leve forkert efter. Hvordan ved man om noget er rigtigt? Eller det omvendte? Jeg vil gerne spørge dig om, hvornår du har været tvivlende og usikker. Jeg har en forestilling om, at jeg har været i så svære afkroge de sidste par år, at vores samtaler ville have båret os andre steder hen, end vi nogensinde formåede. At vi ville nå dybere og mere sårbart og fortroligt, end vi nåede, mens du var her. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Måske jeg bare var klappet i som jeg har gjort med så mange andre i de her år, men jeg forestiller mig, at jeg havde ladet dig gribe mig. Det er i hvert fald det jeg har savnet så uendeligt mange gange, ked af det og tvivlende: at det eneste jeg kunne og ville lige dér, var dig. At din kærlighed og omfavnelse og påmindelse om, at alt nok skal gå, var det eneste der kunne hjælpe mig. Og derfor var jeg fortabt.
Jeg har det ikke sådan så tit mere. Men jeg ville stadig ønske, at du var her til at dele dit liv med mig. Jeg tror, dit mørke, som jeg så sjældent hørte om, kunne give lys i mit.
Gid vi kunne tale sammen. Gid vi kunne slutte af med grineflip og kram.

Du var hos mig i går, i musikken og mine ben, og det er jeg kæmpe taknemmelig for at kunne forbinde mig med. Jeg ønsker også, at du havde været i røret.

 

I toget

Det er en hård skærende lyd, når kvinden lader sine tænder bore gennem æblets celler, der deler sig med et smæld. KRUNSJ krunsj krunsj krunsj krunsj KRUNSJ krunsj krunsj krunsj krunsj. Kadencen er ikke til at tage fejl af, og jeg giver et spjæt for hver bid, hun tager, fuldstændig overspændt af irritation. Jeg dykker mere ned i min bog, hovedpersonen i Serotonin kan ikke få mig væk fra æblet der knaser, og smasket i mit øre. Jeg kunne kværke noget.
Jeg griber ned i lommen til min telefon og ser, hvilken musik der er. Jeg hører aldrig musik. Og aldrig på telefonen. Jeg gjorde det meget i foråret 2014 og foråret 2015, så var der et eller andet det slukkede, og jeg har ikke hørt musik på telefonen siden i almindelighed og de numre fra 14 og 15 i særdeleshed. Af frygt for gamle minder, fornemmelser og glimt fra gader i særlige stemninger.
Jeg tøver et kort sekund, så trykker jeg play på en bestemt farlig sang, som jeg nærmest har glemt i min fjernelse fra den. Nu skruer jeg helt op for at komme væk fra det intimiderende æble, og da bassen borer sig ind i hjernen og ned i kroppen, suger det igennem mig, at jeg er fri. Ikke af sangens kraft og minder, men af frygten for sangen.
Jeg vender tilbage til Nørrebrogade på cykel bededag i 2015. Jeg hørte sangen igen og igen, var afhængig af den frihed og dybde, sangen gav mig. Jeg var forført af gakkeren, og spundet ind i et net af, i mangel på bedre ord, crazyness. Det hele var en hemmelig leg, hvor jeg blev skubbet væk og holdt fast i én bevægelse. På Nørrebrogade skinnende solen, det var varmt, og jeg kan huske at være glad og frygtelig bange og forstillet på én gang. Jeg tænkte, at uanset hvad der skete, skulle sangen og den konstante påmindelse om frihed være med mig. Jeg måtte ikke miste sangen med ham. Jeg tænker på, at jeg tænkte på det, med sangen jernende ind i hovedet, og jeg bliver rørt over at være tilbage med sangen nu. For sangen forsvandt en uge efter Nørrebrogade – (naturligvis) med ham.

Så tager noget andet over. Jeg ser mig selv på Nørrebrogade, og i hele kroppen mærker jeg det kaos og det fuldstændig sindssyge inferno, livet var dengang. Der er billeder af solskin og venner og rødvin og dans og mænd. Og jeg vil skrive noget med, at ja, det var der, men bag det var der i virkeligheden et stort tomrum. Men det er ikke præcist. Jeg husker ikke et tomrum, jeg kan knapt genkalde mig følelsen. Jeg husker vildskab. Jeg husker grænseløshed. Jeg husker rastløshed. Jeg husker stress og uro. DESPERATION. Og sorg. Sorg husker jeg. Pakket ind i alt det ovenfor. Man tænker måske om sorgen, at den er gråd, vrede, tomhed, stilhed (jeg ved ikke hvad man tænker om sorgen). Min krop husker alt ovenfor, at slynge sig ind i mure med tusindmilliarder kilometer i timen og være i konstant stakåndet bevægelse. På en cykel bededag i solskin, tænkende at jeg er fri og aldrig være det, bare være bund bund bund ulykkelig over at have mistet sin mor og FLYGTE. Jeg prøver at skrive ordet med versaler, men selv ikke den form kan udtrykke følelsen præcist. Udråbstegn vil heller ikke hjælpe, sorg er et skrig som ingen kan høre.
Det er det kaos, jeg mærker med musikken i ørerne. Jeg græder lidt i et åndedrag over det, fyldt med kæmpe ømhed for mig på den cykel og i hele perioden. Der er et eller andet der forbinder sig inde i mig, jeg er i ro. Og så græder jeg i et åndedrag mere, fordi jeg savner min mor. Fuldstændig rent savn, jeg lige hér ikke flygter fra.

Sluk

Der er kommet svar. En form for breaking news kunne dette jo være. Men altså. Hvad stiller man op med … ja, hvad egentlig? “Ikke glemt” skriver han – noget forfærdeligt er kommet i vejen, og det ér vitterligt forfærdeligt, for nogen er død, og jeg ved, hvem det er – men alligevel runger ordene så tomme. For der var tavst længe inden dødsfaldet. Og der er liv på de sociale medier.
Sociale medier. Det værste for sjælen er dem. Ingen ved, hvad der er sandt, og hvor man har nogen. For når du lægger billeder op og hygger dig med hjerter og grine-emojis ovre blandt tusinde af følgere, ér du der så eller er du der ikke? Du ér der jo. Jeg kan se det. Men er du også her, i virkeligheden, og er man der partout her ovre i det rigtige liv, hvis man er i fuld gang på de sociale? Ikke nødvendigvis.
Da min mor lå for døden, var jeg ekstremt aktiv på flere sociale medier. Skrev med alle mulige og umulige, grinede af videoer, kommenterede, skrev opdateringer om ting, jeg ikke kan huske. Det var nemt. Det fik mig væk fra situationen, jeg stod i, og rummet, jeg sad i. Væk væk væk! Med telefonen i hånden og blikket i blåt lys. Jeg var der, og jeg var der ikke.
Det er det de der medier kan. At man ikke kan regne med, at nogen faktisk er der, hvis de er eller omvendt. Jeg var på sociale medier i døgndrift, men jeg VAR der jo ikke, og nogen har nok savnet mig i den periode og undret sig over manglende svar eller opmærksomhed, når jeg nu VAR der. Online, Med blinkende dit og dat og “is now active”.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen. Bare sige noget om, hvor fucked up det er, at vi ikke længere er adskilte af rum og ingen skodder har, og jeg kan sidde her en torsdag aften og prøve at stole på, at “ikke glemt” betyder det, det gør. Eller jeg kan gå ind og kigge på alle billederne og kommentarerne og et liv, der ser ud til at blive levet derude. Et online-liv i hvert fald, og så er vi tilbage til, hvordan det hele fucker med min hjerne, fucker med din hjerne.
Der er da selvfølgelig masser af sandhed i sådan noget, kvinder siger til hinanden – “Hvis han virkelig ville (dig), så havde han jo skrevet”. Jeg ved det! Det havde han. Men han og jeg og vi får ikke lov til at være et sted midt imellem det hele, der bare hedder, whatever will be will be, fordi den konstante tilgængelighed (som ikke bliver indfriet) gør hvert et sekund der ikke SKER noget, skørt og filtret og hjerneskærende. Især når man kan se, at der faktisk sker ting ovre på de blå-hvide skærme. Hvorfor sker der så ikke noget her, råber hjernen fuldstændig manieret. Og tænder så for egoet. Åh, søde ego, hvad vil du her? Egoet vil det hele! ALT vil det have. Så hjernen skruer yderligere op: “SE MIG FOR HELVEDE!” råber den, og bilder mig ind, at han var det eneste jeg nogensinde ville, og at min lykke (kun) var gjort med ham. Det er jo decideret løgn, kan jeg se, når det står her foran mig. Jeg er da overhovedet ikke sikker på, at jeg vil ham. Der ville være store kameler at sluge. Men det glemmer jeg alt om, når jeg ikke har ham. Fra “lad os se hvad der sker” til se se se mig! Det er egoet. Det søde, lille ego, der bare vil elskes. Det prøver jeg så at gøre. Nærer det med gode venner og grin. Og kun når jeg går ind og kigger på de åndssvage firkantede billeder, fucker egoet op og græder på min skulder. Sluk!

Etikette og angst æder sjæle op

Det er så ironisk, at det seneste, jeg har skrevet slutter med: “Én hvis ord er åbne”. Jeg kan huske, at jeg var i tvivl, om jeg skulle skrive “Én hvis ord er åbne” eller “Én der ikke er tavs”. Det er næsten godt, at jeg ikke skrev det sidste. Det havde været idioti! For der blev tavst. Fuldstændig og komplet tavst.

Historien er. En mand scorer mig. Jeg vil gerne sige “Jeg scorer en mand”. Men det er simpelthen ikke rigtigt. En mand scorer mig. 2019 starter boblende. Vi er på date, og så rejser han væk i flere måneder. De to ting er uafhængige! Der er ingen kontakt og ingen løfter, og jeg venter jo ikke på ham, men jeg venter på ham. En dag er han hjemme og vil ses igen. Og der er fin kontakt og frem og tilbage, og hvornår skal det være, og “jeg smider lige nogle datoer”. Det var i mandags. Han smider aldrig nogle datoer. Eller svarer, da jeg sender S.U.

Først motivfortolker jeg jo. Hvad og hvis og hvem og hvordan og hvornår. Undrede mig. Ventede. Var fortvivlet, usikker. Irriteret, vred. Og så i aften kom sorgen. I en klassisk bølge som sorgen altid kommer i, skyllende ind i hele stuen. Jeg sagde højt for mig selv: “Jeg skal lige græde lidt”. Og så græd jeg.
Det interessante er, hvor lidt tårerne handlede om ham. Jo, han er sød, men jeg græd ikke (kun) over det potentielle tab af ham, men alt det, tabet repræsenterer.
At jeg ikke er god nok
At jeg ikke er sådan én, man vil
At jeg er sådan én, man gerne vil væk fra
Uden at give besked
At jeg er sådan én man fortryder
At jeg er irriterende
At jeg er én man forlader
At jeg ikke fortjener det
At jeg ikke fortjener noget
At jeg ikke er spændende nok
At jeg ikke er klog nok
At jeg er kikset
At jeg er grim
At jeg er til grin
At jeg er ligegyldig
At jeg er ligemeget
At jeg ikke har værd nok
At jeg er én man ikke vælger
At jeg ikke er lækker nok
At jeg ikke er lækker.

Gamle mønstre, gamle tanker. Det har intet med ham at gøre, det har alt med de her overbevisninger at gøre, og jeg vil bare gerne være fri. Hold. nu. kæft. hvor har jeg følt mig valgt fra mange gange i livet, på dansegulve og i det gule værelse, barn, i en køjeseng, ved et middagsbord, i en bil. Tavshed. Og hold. nu. kæft. hvor vil jeg gerne være fri nu.

PS. Husk at svare på jeres SMS’er. Nogen venter jer.