Noter #14 og #15

For en time side poppede Jazzgakkerens kæreste op i mit facebook feed. Bare sådan. Med en kommentar på et opslag fra en kunstner, jeg følger. Jazzgakkeren var i den og den by den og den dato, skrev hun. Det er første gang nogensinde, hun har skaffet adgang til min stue. Der var en lille pause indeni. Et stille og roligt rum, der lige åbnede sig og var genkendeligt, savnfuldt og jaloux. Men det var lille. Ingen sug i maven eller smerte bag øjnene. Bare en konstatering, “Okay. Der er hun”. En lille del af mig ville trykke “like” på hendes kommentar. Lade hende få en lille rød notifikation fra mig. Lade HENDE få sug i maven og smerte bag øjnene. Bryde hele såret op igen. Jeg gjorde det ikke. Og her kunne jeg godt tilføje “selvfølgelig”, men det er ikke selvfølgeligt. Jeg kunne have gjort det hundrede gange. Men jeg føler, jeg er færdig. Så meget som jeg kan blive det lige nu. Det vil jeg gerne skrive om snart; hvordan “færdig” ikke altid betyder “ovre”, men heller ikke “midt i”. Det kommer vi til.

For nu, har jeg, i stedet for at like og skabe blødende notifikationer, fundet to kladder til jazzgakker-afskedsbreve frem. Der er rettet så meget i dem, at der nok samlet har været hundredevis af kladder. Meget ens kladder i øvrigt. Også de to herunder. Det var svært at formulere. Nok fordi jeg gik meget op i sætningskonstruktioner og at være “god” mere end at være ærlig. Derfor er brevene her heller ikke sendt.

Det kommer.

 

29. maj 2015 00.10

Hej [navn]

Jeg skriver til dig – fra en anden mailadresse af frygt for at alt slettes, hvis mit navn blinker i indbakken.

Jeg ved, at du skal fortælle [navn], at jeg har skrevet og det er sådan det er. Jeg skriver ikke noget her, som jeg ikke ville kunne sige højt. Det er mig, der er ansvarlig for mine ord. Derfor ikke flere slettede mails. Der er kun ærlighed tilbage.

Jeg forelskede mig i dig. Åndssvagt meget. Det kan ikke gøres om. Det er sådan det var, det er sådan det er. Jeg er taknemmelig for at det skete.

Det var aldrig mig, der lavede reglerne. Og måske har jeg aldrig rigtig forstået, hvad du havde tænkt dig. Måske du heller ikke ved det.

Jeg ville aldrig gøre nogen ondt og det smerter mig, at vi blev tre sårede mennesker i København. At jeg har været med til at såre.

Jeg forstår det hele og jeg dømmer ingen, jeg er fuld af omsorg og håb for, at det vil ende godt og sårene vil hele.

Men jeg er også krøllet sammen i hjertet over dig og over det, og jeg savner. For fanden, hvor jeg savner.

Dig. Tiden med dig synes som den mest livgivende længe, tiden efter, den mest rystende. Min krop og mit sind bander over ikke at vide, hvordan du har det og ikke selv at kunne fortælle. Og muligvis er jeg blevet en lille smule sindssyg af det brud, men det går forhåbentlig over med tiden.

Anne Linnet synger “En Anden” og hun siger det (som altid) så fint. Det kan man godt smile af.

Tak og undskyld i én pærevælling.

Pas på dig. Pas på verden.

 

Av for fanden.

Kærlig hilsen

 

10. juni 2015 02.54

Hej [navn]

Jeg skriver til dig. Fra en anden mailadresse af frygt for at alt slettes, hvis mit navn blinker i din indbakke.

Jeg ved, at du skal fortælle [navn], at jeg har skrevet og det er sådan det er. Jeg skriver ikke noget her, som jeg ikke ville kunne sige højt. Det er mig, der er ansvarlig for mine ord.

Jeg forelskede mig i dig. Åndssvagt meget. Det kan ikke gøres om.

Det er sådan det var, det er sådan det er.

Det var aldrig mig, der lavede reglerne. Men jeg gik ind i det med åbne øjne.

Og måske har jeg aldrig rigtig forstået, hvad du havde tænkt dig. Måske du heller ikke ved det.

Jeg ville aldrig gøre nogen ondt og det smerter mig, at vi var tre, der blev kede af det. Tre sårede mennesker i København.

At jeg har været med til at såre.

Jeg forstår det hele og jeg dømmer ingen, jeg er fuld af omsorg og håb for, at det vil ende godt og sårene vil hele.

Men jeg er også krøllet sammen i hjertet over dig og over det, og jeg savner. For fanden, hvor jeg savner.

Tiden med dig synes som den mest livgivende længe, tiden efter, den mest rystende.

Jeg bander over ikke at vide, hvordan du har det. Bogstavelig talt. Sjældent er der blevet bandet så meget på københavnske cykelstier som nu. Og muligvis er jeg blevet en lille smule sindssyg af det brud, men det går forhåbentlig over med tiden.

Anne Linnet synger “En Anden” og siger det (som altid) så fint. Det kan man godt smile af.

[Navn], du utrolige.

Det var en gave, at du dukkede op.

Pas nu på dig.

 

Av for fanden.

Kærlig hilsen

 

Noter #13: Jeg er en mystisk kvinde

Kan I se det? Absolut mystisk. Det tog mig halvanden time at formulere nedenstående note, som er en mail. Vi kender modtageren. Måske det ville give mere mening, hvis man læste hans 2 meter lange mailoplæg, “Du har sat dig på tværs” osv. osv. På den måde var nedenstående måske desto mere et forsøg på at holde på mig selv, end det var forsøg på mystik. En sælsom blanding. Jeg mødte ham på en bar om aftenen. Han havde skændtes med sin kæreste hele weekenden. Og så videre og så videre og så videre.

26. april 2015 15.43

I mit indre univers, univers, univers …

Tak for hacking.

Du er ikke dum og det er ikke dumt. Det er ærligt. Ærligt er aldrig dumt.

 

Første spørgsmål:

Det korte svar er ja.

Det lange svar er det samme.

 

Jeg hører Willie Nelson på motorvejen. Jeg gad godt kunne spille mundharmonika.

 

Det ender godt, [navn].

Og jeg dukker op. Jeg lover.

Noter #12

Aftale om første møde med jazzgakkeren. “Du må ikke skrive!” sagde han og sendte mig en mail. Nedenstående er mit forsøg på at skrive, så ukendte koner kunne tro der bare var tale om en koncertbooking. Som om.

 

21. april 2015 14.35

Kære

Jeg foreslår en duo med én der ikke bliver hængende. Snarere dét end at ende med en trio.

Tidspunkt er endnu usikkert, men transport er ok. Lokaler er vel også. Ingen fly. Jeg er rystet nok i forvejen.

Skal du vide mere? Eller skal jeg?

Kh

Noter #11

Nå, hvor er vi nået til?

Årtiderne skifter og mændene skifter, og fra tindermænd – hvor ikke alle noter blev udgivet, fordi orddamen, når alt kommer til alt, er en lille bonert idiot – er det blevet gakkertid. Jazzgakkertid endnu engang. Jeg lover, at jeg snart ikke har mere materiale om den mand. Men lad os gå til en koncert med ham snart og freake ham ud. Nå, her kommer en note med den allerførste skriftlige kontakt med jazzgakkeren (fra mig – han var vel allerede på sin tredje mail). Tidspunktet viser, hvor mange timer, der er lagt, men faktisk blev den aldrig sendt  i denne form.  Og gud ske tak og lov for det.

21. april 2015 03.42

Venskab #1

Kære

Agnete og havmanden-skulpturen findes faktisk i Københavns kanal. Oplyst endda. Hvis man da bare kiggede det sted, hvor den rent faktisk er. F.eks. ikke der, hvor vi kiggede.

Man kan altså lære nyt. Og man kan møde en anden i et fly og glemme at sove på turen, fordi det kun giver mening at begejstres over den anden.

Hvorfor smitter begejstring, tror du?

Kærlig hilsen

 

Ungdomsskole

Jeg kan huske en pige nede ved ungdomsskolen, som stod og hang ud, når vi andre var til syning. Eller foto. Eller Computer. Hvad vi nu gik til. Anne Mette? Anne Dorthe? Hun var kraftig og talte højt og groft. Hun var ældre end os, måske 17, og hendes læderjakke var kort, så der stak deller ud over buksekanten, når hun bukkede sig. Vi andre var kommet derhen med bussen. Afgang 18.30 og tilbage igen 21. I mellemtiden var vi fanget på den tomme folkeskole med kolde fliser og kreative ungdomsfag. Anne Mette-Anne Dorthe var fri for det. Havde scooter og hjelm og læderjakke, og hun kørte i ring rundt om os og kæderøg og hang ud i kulden. Vi andre havde 15 minutters pause og mazarintærte mellem tænderne. Det var tirsdag. Og Anne Mette-Anne Dorthe åbnede sædet på scooteren, tog en øl op, bed kapslen af og bundede den i en mundfuld.

Døm mig ikke

Jeg er lige kommet hjem, og jeg græder i sofaen. Jeg var så stille hos ham, kunne ingenting. Det var min energi. Den var flad, han kunne ikke få mig op. Vi lå i sofaen i den smadrede stue og hans roomie kom hjem og sad og snakkede med os. De snakkede om byture og jobbet som bartender, “Hahaha” grinede de, og jeg tænkte bare, her ligger jeg fladt i en sofa med min kæreste, og han er ligeså flad – også økonomisk, hvor alting sejler og der ingen planer er. Her er ikke rent, der er ikke styr på noget, og værst af alt, vi har aldrig aldrig nogensinde sagt til hinanden, at vi er hinandens og herfra og til evigheden og du og jeg og vi to. Der har aldrig været lange dryppende sms’er. Min krop HUNGRER efter både stabilitet og vildskab. Jeg HUNGRER. At nogen køber tandpasta til mig, fordi de lige så, at jeg manglede. At nogen kaster mig bagover og råber, at jeg er nogens.

Jeg hungrer efter at blive elsket. Med vildskab og med kedelig hverdag. Så jeg sidder og græder, fordi jeg er der, hvor jeg ikke vil være og gerne vil være, og jeg føler mig nogle gange manipuleret, når jeg prøver at tale om ting, der for mig ikke er i orden. Jeg kommer til kort, bliver væltet bagover af hans ord, og nu hvor jeg skriver det her, begynder jeg at græde, for hvis min veninde viste mig den samme tekst som denne, ville jeg holde om hende og hjælpe hende, så hvorfor er det mig, der sidder og skriver den og ikke vil fortælle det til nogen, ikke kan forklare det til nogen. Jeg. Har. Ingen. Ord. Han har taget mine ord, og jeg ved ikke længere, hvordan jeg skal tale.

Jeg drømmer om at sidde på en strand langt borte og have plads og fortælle og fortælle og fortælle. Jeg drømmer om at finde mine ord.