Sluk

Der er kommet svar. En form for breaking news kunne dette jo være. Men altså. Hvad stiller man op med … ja, hvad egentlig? “Ikke glemt” skriver han – noget forfærdeligt er kommet i vejen, og det ér vitterligt forfærdeligt, for nogen er død, og jeg ved, hvem det er – men alligevel runger ordene så tomme. For der var tavst længe inden dødsfaldet. Og der er liv på de sociale medier.
Sociale medier. Det værste for sjælen er dem. Ingen ved, hvad der er sandt, og hvor man har nogen. For når du lægger billeder op og hygger dig med hjerter og grine-emojis ovre blandt tusinde af følgere, ér du der så eller er du der ikke? Du ér der jo. Jeg kan se det. Men er du også her, i virkeligheden, og er man der partout her ovre i det rigtige liv, hvis man er i fuld gang på de sociale? Ikke nødvendigvis.
Da min mor lå for døden, var jeg ekstremt aktiv på flere sociale medier. Skrev med alle mulige og umulige, grinede af videoer, kommenterede, skrev opdateringer om ting, jeg ikke kan huske. Det var nemt. Det fik mig væk fra situationen, jeg stod i, og rummet, jeg sad i. Væk væk væk! Med telefonen i hånden og blikket i blåt lys. Jeg var der, og jeg var der ikke.
Det er det de der medier kan. At man ikke kan regne med, at nogen faktisk er der, hvis de er eller omvendt. Jeg var på sociale medier i døgndrift, men jeg VAR der jo ikke, og nogen har nok savnet mig i den periode og undret sig over manglende svar eller opmærksomhed, når jeg nu VAR der. Online, Med blinkende dit og dat og “is now active”.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen. Bare sige noget om, hvor fucked up det er, at vi ikke længere er adskilte af rum og ingen skodder har, og jeg kan sidde her en torsdag aften og prøve at stole på, at “ikke glemt” betyder det, det gør. Eller jeg kan gå ind og kigge på alle billederne og kommentarerne og et liv, der ser ud til at blive levet derude. Et online-liv i hvert fald, og så er vi tilbage til, hvordan det hele fucker med min hjerne, fucker med din hjerne.
Der er da selvfølgelig masser af sandhed i sådan noget, kvinder siger til hinanden – “Hvis han virkelig ville (dig), så havde han jo skrevet”. Jeg ved det! Det havde han. Men han og jeg og vi får ikke lov til at være et sted midt imellem det hele, der bare hedder, whatever will be will be, fordi den konstante tilgængelighed (som ikke bliver indfriet) gør hvert et sekund der ikke SKER noget, skørt og filtret og hjerneskærende. Især når man kan se, at der faktisk sker ting ovre på de blå-hvide skærme. Hvorfor sker der så ikke noget her, råber hjernen fuldstændig manieret. Og tænder så for egoet. Åh, søde ego, hvad vil du her? Egoet vil det hele! ALT vil det have. Så hjernen skruer yderligere op: “SE MIG FOR HELVEDE!” råber den, og bilder mig ind, at han var det eneste jeg nogensinde ville, og at min lykke (kun) var gjort med ham. Det er jo decideret løgn, kan jeg se, når det står her foran mig. Jeg er da overhovedet ikke sikker på, at jeg vil ham. Der ville være store kameler at sluge. Men det glemmer jeg alt om, når jeg ikke har ham. Fra “lad os se hvad der sker” til se se se mig! Det er egoet. Det søde, lille ego, der bare vil elskes. Det prøver jeg så at gøre. Nærer det med gode venner og grin. Og kun når jeg går ind og kigger på de åndssvage firkantede billeder, fucker egoet op og græder på min skulder. Sluk!

Reklamer

Etikette og angst æder sjæle op

Det er så ironisk, at det seneste, jeg har skrevet slutter med: “Én hvis ord er åbne”. Jeg kan huske, at jeg var i tvivl, om jeg skulle skrive “Én hvis ord er åbne” eller “Én der ikke er tavs”. Det er næsten godt, at jeg ikke skrev det sidste. Det havde været idioti! For der blev tavst. Fuldstændig og komplet tavst.

Historien er. En mand scorer mig. Jeg vil gerne sige “Jeg scorer en mand”. Men det er simpelthen ikke rigtigt. En mand scorer mig. 2019 starter boblende. Vi er på date, og så rejser han væk i flere måneder. De to ting er uafhængige! Der er ingen kontakt og ingen løfter, og jeg venter jo ikke på ham, men jeg venter på ham. En dag er han hjemme og vil ses igen. Og der er fin kontakt og frem og tilbage, og hvornår skal det være, og “jeg smider lige nogle datoer”. Det var i mandags. Han smider aldrig nogle datoer. Eller svarer, da jeg sender S.U.

Først motivfortolker jeg jo. Hvad og hvis og hvem og hvordan og hvornår. Undrede mig. Ventede. Var fortvivlet, usikker. Irriteret, vred. Og så i aften kom sorgen. I en klassisk bølge som sorgen altid kommer i, skyllende ind i hele stuen. Jeg sagde højt for mig selv: “Jeg skal lige græde lidt”. Og så græd jeg.
Det interessante er, hvor lidt tårerne handlede om ham. Jo, han er sød, men jeg græd ikke (kun) over det potentielle tab af ham, men alt det, tabet repræsenterer.
At jeg ikke er god nok
At jeg ikke er sådan én, man vil
At jeg er sådan én, man gerne vil væk fra
Uden at give besked
At jeg er sådan én man fortryder
At jeg er irriterende
At jeg er én man forlader
At jeg ikke fortjener det
At jeg ikke fortjener noget
At jeg ikke er spændende nok
At jeg ikke er klog nok
At jeg er kikset
At jeg er grim
At jeg er til grin
At jeg er ligegyldig
At jeg er ligemeget
At jeg ikke har værd nok
At jeg er én man ikke vælger
At jeg ikke er lækker nok
At jeg ikke er lækker.

Gamle mønstre, gamle tanker. Det har intet med ham at gøre, det har alt med de her overbevisninger at gøre, og jeg vil bare gerne være fri. Hold. nu. kæft. hvor har jeg følt mig valgt fra mange gange i livet, på dansegulve og i det gule værelse, barn, i en køjeseng, ved et middagsbord, i en bil. Tavshed. Og hold. nu. kæft. hvor vil jeg gerne være fri nu.

PS. Husk at svare på jeres SMS’er. Nogen venter jer.

Vejrudsigt

Og så er det den dag, han har fødselsdag, og det er jo bare en dag, en skideligegyldig dag. Langt henad vejen opfører den sig også sådan, og gud ske tak og lov for at gå på arbejde og være almindelig og sjov og ikke skulle glo på facebook og andre medier, hvor han heldigvis er slettet for længst. Og ikke at skulle glo ind i væggen med alt for meget tid til rådighed til tanker og forestillinger og hvis hvis hvis. Ikke at vide hvor, hvornår og hvordan og (næsten) ikke have hverken tid eller lyst til at tænke over det. At skrive tillykke til ham fordi sådan må og skal det være. Han var den nærmeste i mit liv så længe. Jeg tillader ikke en relation, hvor vi ikke siger tillykke (selvom han gør noget andet). Det kan ikke være mere end det, men det må ikke være mindre end det.
Så jeg skrev og skabte indre røre, men ikke orkaner, og guderne skal vide, hvilke orkaner der har blæst i det indre. Jeg har hulket foran hans hoveddør for at dyrke den og rejst væk til svenske skove for at tæmme den, og jeg har slået i puder derhjemme og grædt ned i tastaturet på jobbet i dårligt skjul bag skærmen.  Jeg har haft mine orkaner.
Den kom ikke, selvom hans tavshed kunne have udløst tsunamier for bare et halvt år siden. Da han til sidst svarede med venlige, men også lukkede ord var der en lille storm, et blæsevejr måske. Ingen orkaner.
Jeg kunne have brugt så meget tid på at tænke på, hvor vi ville have været i dag, hvis vi var sammen med det der hus og de det børn. Jeg kunne have svælget. Jeg havde ikke lyst, så jeg lod være. Stak lige kort hovedet ned i baljen af “Forestilling om et ukompliceret liv med en mand”, men så trak jeg mig kærligt og bestemt op igen. Og tænkte mest bare på hvor træls og trist det er, at han har valgt at forsvinde. Lige ud af landevejen: At jeg savner ham. Jeg svælgede ikke i mere end det. Savnet er rent, det er tankerne ikke.
Så gik jeg jeg op i, hvad en anden skrev til mig. Én hvis ord er åbne. Præsens. Nutid.

Hvis og hvis

Engang var jeg skrevet op til en efterskole. Jeg ville virkelig gerne ind og håbede på at få plads, men jeg nåede det ikke. En dag oprandt tidspunktet for skolestarten, og jeg måtte starte på skolevalg nummer 2. Kort tid efter fik jeg plads på skole nummer 1, men jeg blev hvor jeg var, fordi jeg ikke orkede (turde) at starte op på ny et nyt sted.

Jeg tænker nogle gange på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg havde gået på den skole, jeg oprindeligt ønskede. Ikke på de store linjer, det gør jeg mig ikke noget begreb om, men jeg kan fx tænke på, at hende, hende og ham – mine tre gode venner – ville jeg ikke kende. Det ville være nogle andre, der ville være mine nære venner, end lige præcis de tre, som jeg har holdt ved lige siden.

Det er en vild øvelse at forestille sig, hvordan ting kunne være anderledes. Var jeg ikke gået ned af den gade, var det ene ikke sket, men måske det andet. Ingen ved det. Det er deri det vilde ligger. Jeg kan jo ikke forestille mig ikke at være venner med mine tre gode venner. Måske ville jeg have nogle andre venner, ja, men det ville jo ikke være dem. Og hvem ville jeg så være?

Mit tydeligste eksempel på “Hvis ikke det var sket, var det ikke sket, var det ikke sket …” -tankestrømmen er følgende: Havde jeg ikke prøvet en ny sportsgren i gymnasiet, var jeg ikke startet til det i min fritid. Var jeg ikke startet til det, havde jeg ikke læst i et blad om den sportsgren. Havde jeg ikke kigget i bladet, havde jeg ikke set annoncen for en højskole. Havde jeg ikke set annoncen, var jeg ikke startet på højskolen. Var jeg ikke startet på højskolen, havde jeg ikke mødt en fyr, der fortalte om sit frivillige arbejde.  Havde jeg ikke mødt denne fyr, var jeg ikke startet i det samme frivillige arbejde. Var jeg ikke startet i det frivillige arbejde, havde jeg ikke mødt nogle af mine allerbedste venner. Og så faktisk også denne krølle: Var jeg ikke startet i det frivillige arbejde og fået en masse venner der, havde jeg ikke mødt min ekskæreste.
Og sådan kan man lade ringene arbejde videre.

Jeg kan godt lide denne form for leg. I hvert fald med dette fortegn. Altså en masse gode ting, jeg kan lide og mennesker, jeg elsker, som følger i række på hinanden. Det gør mig glad, at det gik som det gik.

Med min ekskæreste laver jeg ofte eksperimentet omvendt. Eller det vil sige, jeg laver faktisk ikke tråden, “Fordi det ene, så det andet”. Jeg laver bare en stor pærevælling af “Hvis du ikke var gået fra ham dengang, ville du nu have børn, hus, bo på landet, være glad og tryg med ham, have en have, ikke bo i den samme lejlighed som de sidste hundrede år. Have flyttet dig. Være mor. Være helt i ro med dit liv”. Det er meget trættende. En røvsyg leg, der kun gør mig virkelig ked af det. Det er altsammen ting, jeg drømmer om, men jeg fordrejer drømmene, når jeg sætter dem i sammenhæng med “det kunne du have haft nu, hvis ikke du var gået dengang”. Av for fanden en tanke. Hvis nogen sagde det til mig i virkeligheden, ville jeg slå dem hårdt. I stedet slår jeg mig selv hårdt med de tanker igen og igen. At det er min egen skyld, at jeg ikke har det, jeg drømmer om (endnu), fordi jeg traf en beslutning for fire år siden, som jeg har svært ved at forlige mig med. Også selvom jeg godt kan huske, og jeg ved, at jeg ikke var i stand til at gøre andet dengang. Jeg fik ondt i maven af at blive, så jeg måtte gå. Jeg fortæller mig selv, at jeg kunne have taget mig sammen, stået det igennem til vi kom glade ud på den anden side med hus og børn i hånden. Jeg skulle lige til at skrive “Og måske kunne jeg”, men jeg kan faktisk ikke engang skrive sætningen, fordi jeg ved, at den er løgn. Jeg ved, at jeg ikke kunne kæmpe. Det gjorde ondt i maven, når jeg skulle.
Det rammer det meget bedre ind sådan her: Jeg kunne virkelig virkelig ønske mig, at jeg havde kunnet kæmpe. Og jeg ved med mig selv, at lige der kunne jeg ikke.
Og om det var holdt ved, vi var blevet glad(ere) igen, det kan jeg ikke vide. Jeg forestiller mig det, med hammeren over mit hoved, men jeg ved det ikke.

Det gør mig rolig at prøve at tænke det sådan. Guderne skal vide, at det, det meste af tiden, kun er bebrejdelser, jeg udgyder over mig selv. Lange svadaer om mit svage sind, der valgte at gøre SOM DET VILLE i stedet for at tage sig sammen, da tingene brændte på i forholdet. Det er hårdt at være til fals for normer, når man bliver ramt af pludselig at kunne mærke sig selv og sin mave.

Min intention med det her, er, at jeg gerne vil lave min “Hvis ikke det, så det”-leg på mit nuværende liv. Ofte går tankerne med at ønske, at det var anderledes (i et hus med ham, børn, hund, you know the drill). Men det er det ikke. Jeg er fandeme lige her i den samme sofa i den samme lejlighed, i fuld følelse af at gå glip af cirka alt og ikke at have flyttet mig en meter, siden vi gik fra hinanden. Der er et kæmpe hul af afsavn i min krop, og jeg laver ikke andet end at grave hullet dybere. Derfor sceneskift. For det passer fandeme ikke, at alting gik i stå. Der er meget i mit liv, som jeg sætter meget pris på, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville have, hvis jeg stadig var sammen med ham, og vi boede i Trekroner. Ja, så ville vi have noget andet, men ikke det, jeg har nu, som jeg virkelig elsker. Kan jeg fx sige: “Jeg ville hellere have (imaginære) børn end den veninde, jeg fik i kølvandet af vores brud, og som jeg aldrig har grinet så meget som med hende?” Selvfølgelig kan jeg ikke det.

Så for at stive mig selv og mine dyrebare venner og oplevelser af, vil jeg nu lege legen omvendt. Hvis jeg var blevet med ham, var alle de følgende ting aldrig sket:

Hvis ikke jeg var gået fra min kæreste, ville mine tætteste relationer ikke eksistere. Det er umuligt at forestille sig. U-mu-ligt. Nogle af mine tætteste venskaber i dag fik lov at udvikle sig til netop det, fordi jeg ikke havde en kæreste – og fordi jeg havde brug for hjælp midt i sygdom og sorg. TAK får jeg lyst til at skrive. Bare: Tak.

Der er min veninde, jeg har rejst mod nord og mod syd med. Tur efter tur. Nogle gange tænker jeg på, at hvis jeg havde et barn på armen, havde jeg ikke spillet kort på en snusket bar i Sydeuropa med hende. Eller besteget klipper og sovet i telt. Hun ville have været en perifær bekendt, jeg drak kaffe med halvårligt. Tak fordi jeg fik mere end det. Jeg fik det hele.

Der er en veninde, som jeg ikke kan beskrive. Jeg har allermest lyst til bare at skrive hendes navn, fordi det rummer det hele for mig. Men sådan opererer vi jo ikke her. Med navne. Sagen er, der var en veninde – vi var ikke tætte, men heller ikke fjerne – som gik ind i mig med kæmpe træsko, da jeg forlod ham og min mor blev mere og mere syg. Hun spurgte ikke, men gik bare i gang med at gøre alt. Hun var der hele tiden. He-le tid-en. Der er så mange eksempler, som jeg ikke vil skrive. Det forfladiger betydningen at begynde at remse op. Hun er den allervigtigste for mig af alle relationer, tror jeg, og TÆNK hvis hun ikke havde haft grund til at sparke døren ind hos mig!?

Jeg fandt min ven i sorgen over min mor. Eller han fandt mig. Han var der altid, samlede mig op på køkkengulvet og gloede ud i luften med mig time efter time. Han havde ikke fået samme plads, hvis jeg var med min kæreste. Og hvor ville vi så være nu, hvor han ringer uanmeldt på min dør flere gange om måneden? Ingen steder.

En ukendt kvinde var ikke flyttet ind i min lejlighed og vist sig at være det roligste rareste væsen, der gerne ville drikke rødvin i sene timer og bage boller på tidlige morgener. Fuld af omsorg og lange snakke, som jeg inhalerede i dybe åndedrag. Jeg havde ikke fået hende med, og jeg havde ikke spist middag med hende i forgårs og tænkt  “Hun kender mig så godt”.

Det fine, fine bånd til min store, skæggede ven. Som laver kylling på kolde dage og kommer med forsyninger, når jeg er syg. Som synes, jeg er helt for meget og holder af det. Som sender mig på græs i sin have og lader mig så og plante og luge og være lykkelig. Ville han være der? Næppe.

Jeg havde ikke udviklet mig. På en dårlig dag er dette utrolig ligegyldigt for mig. Så tænker jeg, at jeg hellere ville være kærester og familie, end jeg ville udvikle mig fra eller til noget som helst. Men det her er ikke en øvelse i, hvad der er bedst. Det er en øvelse i at se, hvad der eksisterer og hvad der ikke gør. Det her eksisterer! Er du vild, jeg har udviklet mig efter endt forhold. Jeg havde aldrig lært mig selv og mine mønstre så godt at kende som jeg gør nu. Jeg havde aldrig fået øje på dem i den trygge konstellation, jeg var i. Jeg havde været for sparet for mange, mange kriser, men jeg ville være mere låst i mig selv og ikke kunne tale eller handle. Fra usikkerhed til tydelighed. Jeg er ikke bange for mig selv mere.

En helt lige linje: Jeg havde ikke mødt jazzgakkeren og blevet halvvejs sindssyg midt i det og sorgen over min mor. Jeg var ikke begyndt at skrive i den sindssyge og havde ikke lavet denne blog. Jeg var ikke kommet i kontakt med AmaroramaMie og Den Sure, lavet en bogklub, fået nye venskaber og læst god litteratur. Og drukket rødvin og limoncello.

Jeg var ikke begyndt at vandre. Jeg havde ikke fundet ud af, hvor meget naturen betyder for mig. Eller måske havde jeg jo. Men ikke som det skete.

Måske havde jeg ikke boet hjemme hos mine forældre og passet min mor, da hun var syg. Måske jeg havde været meget mere hjemme i København, fordi jeg havde en kæreste og var så gået glip af af dyrebare stunder med min mor. Det gyser i mig ved tanken.

Måske ville jeg ikke engang have det job, jeg har nu. Jeg har ingen årsag til hvorfor ikke, men helt ærligt: Hvorfor ikke!? Jeg fandt det gennem mit netværk. Måske jeg lige præcis havde misset det, hvis vi stadig var kærester. Måske, måske ikke.

Ingen ved det. Det kan være, det hele er sandt, det kan være intet er sandt, Jeg kan aldrig vide det, og det her løser ikke ønsket om at stifte familie nu (med ham eller en anden). Men det føles i hvert fald uendelig meget rarere at tænke på så meget godt, der er hos mig lige nu og her, end at slå mig selv så hårdt over alt det, som ikke er. Jeg er ikke skyldig, jeg er levende.

Det bevæger sig

Det er en lille bevægelse. Jeg lægger ikke mærke til den først, men ligeså stille ser jeg, at jeg ikke står stille længere. Der er masser af tekster, der ikke er skrevet endnu. Som kunne være skrevet og udgivet i oktober, november, december og udgøre en symfoni af weltschmerz i fyrretyvende potens. Jeg ville gerne have skrevet dem, men tiden løb fra mig og så løb ordene med. At skrive er en muskel, jeg skal træne ligesom min lænd og min højre skulder, som gør ondt, når jeg er for foroverbøjet. Jeg kommer til at skrive nogle af dem. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg skriver bedst på smerte, og der er ting i forhold til the-one-that-got-away-og-nu-tager-på-ferie-og-laver-aftensmad-og-har-sex-med-en-kvinde-med-mit-navn som ikke er ovre endnu. Der er ting, der skal ned på papir (skærm), før jeg fatter, at jeg snart skal videre. Da han gik fra mig, gik jeg med. Og nu er jeg ved at være klar til at stoppe. Det kunne være rart ikke længere at bruge ham som tidsregning – før og efter ham. 2019 bliver måske det år. Året bobler allerede. Det bevæger sig, når jeg går.

Jeg har ikke lyst til at dø

Jeg tænker mest over børn. Over at de ikke er kommet endnu. Om jeg kan. Hvorfor jeg ikke fik dem, før min mor døde. Om jeg får dem. Hvorfor jeg ikke fik dem med min ekskæreste. Om vi ville have to børn nu, hvis ikke jeg var gået dengang. Om jeg skal have dem alene, om jeg skal have dem med en kvinde, og kan man overhovedet få børn, hvis man ikke får dem i en kernefamilie? Kan jeg? Jeg tænker, at det rigtige liv er med børn. Underforstået, at jeg lever et forkert liv nu.

Det er tankerne, og det lyder måske lidt slemt her summeret op og lagt sammen. Mest er det bare lidt støj i baggrunden. A la “hvis jeg havde haft børn, havde jeg ikke haft den og den oplevelse”. En måde at vurdere sit liv på, som jeg ikke kan anbefale. Men sådan kører sporet.

I dag så jeg et andet billede. Jeg så mig selv til et spontant besøg til en byfest i sommers i en by, jeg ikke kendte med bedste venner og nye venner, og jeg huskede løssluppenhed, fuldskab, vildskab, glæde og grin. Jeg sprang nøgen i havnen, jeg flirtede og dansede i bare tæer til et røvballeband. Jeg talte alt for længe med én eller anden der hed Dorthe. Jeg græd af grin over en bakke pomfritter. Jeg husker ikke andet end kaos og vildskab. En rus af lykke! Lige dér i en provinsby uden planer og uden mål.

Den følelse har jeg ikke lyst til skal stoppe. Den mulighed for at være fuldstændig-til-fingerspidserne-glad. Være spontan og være vild. Den mulighed vil jeg ikke have med et barn, og i dag er den første dag længe, at jeg ikke har villet have børn. Ikke lige nu. Jeg skal beruse mig mere, og jeg er i gang.

 

Manifestet

Jeg skrev et kærlighedsmanifest i 2015. Jeg stilede det til min mor, fordi det var vigtigt for mig at forsikre hende om, at jeg passede på mig selv. Jeg kan huske en episode sommeren inden, hvor jeg nogle måneder efter, at jeg gik fra min kæreste, var sammen med en soldat en varm juli-nat. Det varede fire minutter og så vendte han sig om på den anden side og sørgede for, at vi havde hver vores dyne. Det var ikke det, jeg ville. Jeg ville gerne nærhed, men han ville ikke. Jeg lå længe og tænkte strategisk over det: “Hvordan får jeg alligevel et kys og kærtegn?” var spørgsmålet, og værktøjerne var mange. Et af dem var, kan jeg huske, at blive der hele natten, og så satse på, at mandens morgenliderlighed ville føre lidt intimitet og tryghedsfølelse med sig. Det ville blot kræve otte timer i komplet utryghed og afsavn indtil da.

Så kom jeg i tanke om min mor. “Hvad ville min mor gøre?” tænkte jeg. Og så gik jeg. Svaret var jo så indlysende. Min mor ønskede, at jeg passede på mig og ønskede mig al glæde og tryghed i enhver relation med en mand. Og i alle andre relationer.

Jeg kan huske nogle måneder før denne episode. Jeg gik med min mor under armen. Det var aften i en lille havneby i Sydeuropa, og der var liv og varme omkring os. Vi talte om mig og min kæreste. Vi var lige gået fra hinanden, men vi så tiden an. Holdt pause. Skulle vi, eller skulle vi ikke? Vi talte om ham og om mig. Jeg fortalte om den parterapeut, vi havde været hos nogle dage inden, jeg rejste ned til mine forældre.
Jeg ville ønske, at jeg præcist kunne huske, hvad min mor og jeg sagde; de præcise temaer og ord. Men det er forsvundet, Jeg husker stemningen og nærheden mellem os. At vi havde det så fint og rart, at resten af vores familie blev væk fra os, og at vi ikke ænsede det, mens de blev bekymrede. Jeg kan huske, at jeg sagde: “Jeg savner ham ikke, imens vi er her. Og skal man ikke det? Skal man ikke savne sin kæreste?” Jeg husker, at min mor var enig. Ikke nødvendigvis i sandheden i mine ord, men i ordene, fordi det var mine. “Man lever kun en gang”, sagde hun, og det lyder simpelt, når jeg skriver det, men hun kunne se enden på sit eget liv, så ordene var dybere end som så. Jeg kan huske, hvordan hun opfordrede mig til at have det så godt som muligt i mit liv. Med eller uden min kæreste. Og faktisk – nu jeg tænker over det – nok mest uden, fordi hun kunne mærke på mig, at det var det, jeg ville. Det er rart at komme i tanke om.

Det var med denne intention om altid at have det så godt som muligt, at jeg skrev et kærlighedmanifest lidt mere end et år senere. Jeg stilede det til hende, fordi hun ikke var mere. Jeg havde haft en relation til jazzgakkeren, og på det tidspunkt var det tydeligt for mig, hvordan jeg ikke havde passet på mig selv. Hvordan jeg havde ladet en andens behov gå ud over mine.

Jeg skrev manifestet på kanten af en ny relation. Jeg havde mødt en mand, vi kunne lide hinanden, og vi skulle på vores anden date. Jeg kan huske følelsen af, at han var god. Rigtig god. Og jeg havde lyst til at hoppe fra. Turde ikke alligevel. Jeg skrev manifestet for at tage mig selv alvorligt og fortsætte.

Og det er ret ironisk. For når jeg læser videre i mine tekster gennem årene, er det tydeligt for mig, hvordan de kredser om den samme mand og vores svære relation. Hvordan jeg var fuld af mindreværd og usikkerhed. Hvordan jeg lagde bånd på mig selv. Hvordan jeg var i noget, fordi jeg var bange for at være alene, blive forladt, være utryg. Hvordan jeg i virkeligheden var meget utryg der, hvor jeg var. Det er ironisk, at det forhold, som varede to et halvt år, blev skudt afsted med kærlighedsmanifestet. For jeg gjorde alt det, jeg havde sagt til min mor, at jeg ikke ville.

Det specielle er, at det er begrænset, hvor ked af det over det, jeg bliver. Yderst begrænset. Jeg kan blive ærgerlig over, at jeg blev i en relation så længe, som ikke skulle være. At jeg “spildte gode år” på det. Men samtidig føler jeg ikke, at det er spildt. Jeg lærte ting om mig selv og jeg samlede mig selv. Op. Jeg er et bedre menneske nu end i 2015. Et mere vidende, roligere menneske. Årene er ikke spildt. De blev bare brugt på noget andet, end jeg havde troet, og også end jeg havde håbet. Der var noget, jeg skulle lære, og imens slog jeg mig heftigt, men jeg passede også på mig. Ellers ville jeg stadig sidde i min relation og være usikker og bange, og det gør jeg ikke. Vi stoppede det, da vi begge var klar til at komme hele ud. Jeg kunne ønske mig, at det var gået stærkere, men tid er tid. Nu er vi kommet igennem, og hvor jeg længe var fuld af skam over for min mor over ikke at leve op til manifestet, så er jeg nu sikker på, at hun forstår det hele og aldrig har tvivlet på mig. Og hvor jeg før også havde skam over for min mor, fordi min ekskæreste – altså ham, vi talte om på kajen i den varme tropenat – levede op til alt i manifestet, og “hvorfor blev du så ikke sammen med ham!?”, så ser jeg nu, at det gjorde han ikke: “Jeg lover dig, at jeg ikke vælger det halve, når jeg har fortjent det hele … Jeg lover kun at gøre, hvad der føles sandt”. Jeg har holdt, hvad jeg lovede.