Sommerlektie

Her kunne jeg skrive noget, hvis ikke jeg havde travlt med ikke at have travlt med at være i verden i en nåleskov og lege med lego og lave snobrød og plukke hindbær og vaske op og gå i sauna og svømme og kaste sten i vandet og drikke neskaffe og give lange knusere og glemme at læse bøger og spille ukulele og fortælle historier og fjerne myretuer og synge godnatsange og drømme, men mest være til.

Jeg øver mig i:

at være okay mer at være en dårlig blogger.

at have mindre dårlig dårlig samvittighed og skyld over for alt. (Min søster: “du har brugt en hel barndom på at tolke og gennemskue situationer, hvor ingen fortalte dig, hvad der foregik, når de voksne var stille og mærkelige. Derfor er det svært at komme væk fra.”).

at skrive og leve uden Hjerte rimer på smerte-agtige tendenser. Hey! Skulle jeg lige prøve at skrue op for energien her i 3. kvartal?

at slå smut.

Lad os lære noget og blive bedre mennesker

Nå, hvor var vi?

Ingen kan huske det! Jeg lå og græd et eller andet sted i en seng eller i noget mudder, og nu har jeg læst en bog og på en hjemmeside og i stjernerne, og der er seriøse problemer med at sige farvel, adieu osv. ovre i mit sind, og det er noget med forviklinger i barndommen og påmindelser om døden, og det hele giver meget mening. Faktisk. Det gør det. For jeg giver aldrig slip. På noget. Derfor skal vi øve os nu. På at give slip og give slip og give slip. Sige farvel. Gøre os frie og vokse. Har du tips og tricks, så giv mig dem gerne, det kunne være, vi alle kunne lære noget.

 

 

 

Tiden er forbandet

Det er her, jeg sidder. En 30-agtig-årig og storgræder over et forhold, jeg forlod for tre år siden. For tre år siden på en bænk for enden af søerne sad vi, med tusind historier og intimitet i bagagen, og tæt tæt tæt sad vi. Det kunne gå flere veje, men mest kunne det gå én. “Jeg har fået tilbudt et fremleje. Synes du jeg skal tage det?” spurgte du, og som jeg husker det, svarede jeg aldrig, fordi jeg græd. Jeg lod dig svare selv “Jeg tror, jeg skal tage det”, lod jeg dig sige. Og det var slutningen. Jeg tror, at du håbede, jeg ville sige dig imod. Men jeg græd og var underligt enig. For det var jo hele tiden mig. Mig der ville gå og dig, der blidt lod mig gøre det. Mig, der ville have tid. Der ville have plads, men også trøst. “Hold om mig, men hold afstand”. Det var det, jeg bad om. På min underlige fortættede måde. Og sådan har jeg haft det siden. Du var her ikke mere, men du var der hele tiden. Jeg har væltet rundt. I tre år nu. Uden hylde og ro. Og et eller andet sted har du været der. I mig. Og for mig, ved jeg jo. Jeg ved, at du ikke slap, selvom jeg bad dig om det. Men i dag, i dag har jeg hørt, at du har sluppet. Og hun har langt hår.

Og derfor sidder jeg her, 3 år senere, og har ikke ret til det, jeg gør nu. Jeg har ikke ret til at ønske dig tilbage hos mig. Jeg har knaldet utallige mænd og været opslugt og omtumlet af en manisk musiker og er kærester med en mand, jeg bor med  og er begyndt at tænde på kvinder, og jeg vil gerne have børn snart og flytte på landet. Og der er ikke noget her, der giver mening. Og børn og landet var jo det, vi skulle. Og det er nok det, jeg græder over, for du var den jeg drømte med, og i små øjeblikke, når jeg børster tænder, har jeg tænkt, at du stod klar til vores drøm, når jeg engang kom til fornuft. Du stod der til du ikke stod der mere. Og det er til at græde over. Også tre år senere. Især tre år senere.

For langt for twitter

Det er ikke fordi, det handler om noget, og jeg burde virkelig have en twitter til den slags ting, der er alt for ligegyldige til en blog, og som jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på at skrive på facebook, fordi Hvem skriver ting på facebook? Ingen.

Nå, men jeg har ingen twitter-konto, og det ville jo også være en stor joke, hvis jeg havde. Fordi jeg ville skrive nedenstående, og så ville vi ses igen derinde engang i september. Selvom jeg egentlig tror, at jeg ville være udmærket på de der få tegn. Det er er jo ikke fordi, det er lange romaner, jeg skriver herinde heller. Det burde jeg jo. Skrive en roman. Få lov til at lave Elsker-elsker ikke-rubrikken i Information. Eller de der billeder af forfatteres arbejdssteder. Hver uge på besøg hos en forfatter. Så ville jeg vise en opstilling, tilpas tilfældig, tilpas flot og rar. Noget med “Jeg skriver mine tekster i hovedet og noterer dem på telefonen for ikke at glemme dem. Derfor er min telefon uundværlig i mit arbejde. Så jeg ikke glemmer ordene”. Og noget med en kop kaffe. Noget med helst stempel, men nogle gange er det også fint med nes. Så er det bare lige der, man er, den dag. Og så noget personligt. Et eller andet. En lille sjov dims, jeg har fået af min mor – jeg kan lave en sætning, der rummer både noget om tab og så bare et lille hverdagstvist. Sæt kulør på hverdagen. Ja tak. Sådan en ting, skal der være. Jeg mangler noget om stedet. Det skriver de altid: “Jeg sidder altid i køkkenet”, “Jeg har min faste plads i Diamanten”, “Jeg arvede mahogniskrivebordet fra min oldefar”. Jeg har ingen ideer. Mit bord er fra FDB, og jeg kan ikke lige finde en fed vinkel på det. Jeg har tid nok. Jeg skal lige skrive en roman først. Og ramme en tone. Et plot? Måske.

Men for nu. Altså! Det var jo den måske twitter-egnede (hvad det så er) betragtning, jeg ville skrive. Nu med et lidt dødt momentum. Men hvad fanden:

5C, ikke? De der nye busser med ubegrænsede indgange og “Du trykker bare på en knap, når du vil ind”, og nu bliver det hele meget hurtigere osv. Nå, men 5C-busserne. De kan ikke lukke dørene og køre, hvis folk står for tæt på dørene (og en meget sensitiv sensor). Så nu har de har indsat folk i gule veste, der kører med busserne rundt og genner folk væk fra dørene. Ved hvert stoppested. Fremskridtet længe leve.

Det var bare lige det.

Ægte (k)ærligt

Skal det være sørgeligt og trist og tungt det hele? Vel egentlig ikke. Men her ender vi tit. Her og i det hele taget. Nok mest her. Noget med ventiler og den slags. Men det er jo ikke altid trist, selvom jeg selv tror det og jer, der kigger med over hækken, sikkert også gør.

Så jeg indbyder mig selv til en art positiv psykologi-øvelse i kombination med psykologens bud om ærlighed. Vi må godt være glade, men vi må ikke lyve. Derfor kommer der her lidt glæde. Med forbehold naturligvis. Det skulle jo nødigt blive for meget.

I går tog jeg på en pludselig indskydelse på restaurant alene og drak sovs og rødvin og gloede ud af vinduet og var sært ligeglad med det hele. Og det var godt.

I går fik jeg også ros. Fra en jeg respekterer. Om noget, jeg sætter en ære i og pris på.

Og i går dansede jeg. Fordi jeg er sådan én der går til dans. Efter 4 års tøven og hun kløede sig i røven med et strå. Jeg danser!

Og på forskud: om et par dage sender jeg en ansøgning til et job, jeg virkelig godt vil og som jeg ved, jeg er god til. Og jeg får det sikkert ikke. Men jeg søger. Fordi jeg selvfølgelig kan.

Jeg legede med en hund i søndags, og vi gik tur i en anemonespækket skov, og det, det gjorde mig glad. Rigtig glad.

Se! Jeg kan jo godt.

Ord

“Lad os skrive en halv time hver dag”, siger de andre i bogklubben, og nu har jeg siddet i tyve minutter og prøvet og prøvet, men jeg er ude af form. Jeg bliver forpustet og mine deller hopper for voldsomt, når jeg i pludselig forårskuller en enkelt dag om året løber hen ad hårde fortove og fordømmer byens mangel på sjæl, og sådan har jeg det også nu, hvor jeg har mistet alle evner udi sætningssammensætning. Jeg ville skrive om i fredags hos psykologen. Jeg havde betragtninger klar. Noget han havde sagt, der skulle stå i citat. En mærkelig oplevelse i den snuskede kiosk inden og hulkegråden på Kastrup Søbad efter.

Men det virker ikke. Jeg er ude af form. Ja og ja og ja. Og også fysisk, well well well. Så lad os tage det i det små. Psykologen talte om at være ærlig over for sig selv. Og det kan man vel godt bruge et helt liv på at lære og finde ud af. Ikke fordi man lyver, men fordi man fandeme sguda ikke kender svarene. På noget. Stik mig et landhus og gør mig lykkelig! Jeg tror det er sandt, men det aner jeg faktisk ikke noget om. Det er sikkert ligeså fordækt som alt det andet.

Her er nogle ærligheder, jeg kan finde ud af:

Jeg elsker min familie.

Jeg savner min mor.

Resten. Resten er jeg faktisk i tvivl om. Så det er nok for nu. Måske ved jeg mere i morgen.