For langt for twitter

Det er ikke fordi, det handler om noget, og jeg burde virkelig have en twitter til den slags ting, der er alt for ligegyldige til en blog, og som jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på at skrive på facebook, fordi Hvem skriver ting på facebook? Ingen.

Nå, men jeg har ingen twitter-konto, og det ville jo også være en stor joke, hvis jeg havde. Fordi jeg ville skrive nedenstående, og så ville vi ses igen derinde engang i september. Selvom jeg egentlig tror, at jeg ville være udmærket på de der få tegn. Det er er jo ikke fordi, det er lange romaner, jeg skriver herinde heller. Det burde jeg jo. Skrive en roman. Få lov til at lave Elsker-elsker ikke-rubrikken i Information. Eller de der billeder af forfatteres arbejdssteder. Hver uge på besøg hos en forfatter. Så ville jeg vise en opstilling, tilpas tilfældig, tilpas flot og rar. Noget med “Jeg skriver mine tekster i hovedet og noterer dem på telefonen for ikke at glemme dem. Derfor er min telefon uundværlig i mit arbejde. Så jeg ikke glemmer ordene”. Og noget med en kop kaffe. Noget med helst stempel, men nogle gange er det også fint med nes. Så er det bare lige der, man er, den dag. Og så noget personligt. Et eller andet. En lille sjov dims, jeg har fået af min mor – jeg kan lave en sætning, der rummer både noget om tab og så bare et lille hverdagstvist. Sæt kulør på hverdagen. Ja tak. Sådan en ting, skal der være. Jeg mangler noget om stedet. Det skriver de altid: “Jeg sidder altid i køkkenet”, “Jeg har min faste plads i Diamanten”, “Jeg arvede mahogniskrivebordet fra min oldefar”. Jeg har ingen ideer. Mit bord er fra FDB, og jeg kan ikke lige finde en fed vinkel på det. Jeg har tid nok. Jeg skal lige skrive en roman først. Og ramme en tone. Et plot? Måske.

Men for nu. Altså! Det var jo den måske twitter-egnede (hvad det så er) betragtning, jeg ville skrive. Nu med et lidt dødt momentum. Men hvad fanden:

5C, ikke? De der nye busser med ubegrænsede indgange og “Du trykker bare på en knap, når du vil ind”, og nu bliver det hele meget hurtigere osv. Nå, men 5C-busserne. De kan ikke lukke dørene og køre, hvis folk står for tæt på dørene (og en meget sensitiv sensor). Så nu har de har indsat folk i gule veste, der kører med busserne rundt og genner folk væk fra dørene. Ved hvert stoppested. Fremskridtet længe leve.

Det var bare lige det.

Ægte (k)ærligt

Skal det være sørgeligt og trist og tungt det hele? Vel egentlig ikke. Men her ender vi tit. Her og i det hele taget. Nok mest her. Noget med ventiler og den slags. Men det er jo ikke altid trist, selvom jeg selv tror det og jer, der kigger med over hækken, sikkert også gør.

Så jeg indbyder mig selv til en art positiv psykologi-øvelse i kombination med psykologens bud om ærlighed. Vi må godt være glade, men vi må ikke lyve. Derfor kommer der her lidt glæde. Med forbehold naturligvis. Det skulle jo nødigt blive for meget.

I går tog jeg på en pludselig indskydelse på restaurant alene og drak sovs og rødvin og gloede ud af vinduet og var sært ligeglad med det hele. Og det var godt.

I går fik jeg også ros. Fra en jeg respekterer. Om noget, jeg sætter en ære i og pris på.

Og i går dansede jeg. Fordi jeg er sådan én der går til dans. Efter 4 års tøven og hun kløede sig i røven med et strå. Jeg danser!

Og på forskud: om et par dage sender jeg en ansøgning til et job, jeg virkelig godt vil og som jeg ved, jeg er god til. Og jeg får det sikkert ikke. Men jeg søger. Fordi jeg selvfølgelig kan.

Jeg legede med en hund i søndags, og vi gik tur i en anemonespækket skov, og det, det gjorde mig glad. Rigtig glad.

Se! Jeg kan jo godt.

Ord

“Lad os skrive en halv time hver dag”, siger de andre i bogklubben, og nu har jeg siddet i tyve minutter og prøvet og prøvet, men jeg er ude af form. Jeg bliver forpustet og mine deller hopper for voldsomt, når jeg i pludselig forårskuller en enkelt dag om året løber hen ad hårde fortove og fordømmer byens mangel på sjæl, og sådan har jeg det også nu, hvor jeg har mistet alle evner udi sætningssammensætning. Jeg ville skrive om i fredags hos psykologen. Jeg havde betragtninger klar. Noget han havde sagt, der skulle stå i citat. En mærkelig oplevelse i den snuskede kiosk inden og hulkegråden på Kastrup Søbad efter.

Men det virker ikke. Jeg er ude af form. Ja og ja og ja. Og også fysisk, well well well. Så lad os tage det i det små. Psykologen talte om at være ærlig over for sig selv. Og det kan man vel godt bruge et helt liv på at lære og finde ud af. Ikke fordi man lyver, men fordi man fandeme sguda ikke kender svarene. På noget. Stik mig et landhus og gør mig lykkelig! Jeg tror det er sandt, men det aner jeg faktisk ikke noget om. Det er sikkert ligeså fordækt som alt det andet.

Her er nogle ærligheder, jeg kan finde ud af:

Jeg elsker min familie.

Jeg savner min mor.

Resten. Resten er jeg faktisk i tvivl om. Så det er nok for nu. Måske ved jeg mere i morgen.

Sluk sluk sluk

Når jeg har det, som jeg har det i aften, bliver jeg desperat over ikke at have nogen at fortælle det til. Jeg vil ringe til hele verden og tude. Mest vil jeg ringe til min kæreste. Fordi han er min kæreste og jeg vil være i hans favn og græde over det her. Men hvordan ringer man til sin kæreste og siger, man er seksuelt forvirret? Det gør man ikke. I hvert fald ikke endnu. Ikke før tingene står klarere.

Som det er lige nu: selvhad. Selvlede. Lyst til at skære underlivet af. Lyst til at være en anden. At have en mor. At tale med. At være følelsesløs. At være glad. Være i ro. Være glad. Uden seksualitet. Overhovedet.

Når jeg tænker over det, bliver jeg i tvivl om jeg nogensinde har haft en seksualitet sådan rigtigt. Jeg kan ikke huske, at min underliv har snurret nogensinde. Jeg kan huske at have lyst og at mærke det i klitoris. Ja, nu bliver det teknisk. Men i underlivet, ved skeden, i mellemkødet. Jeg kan ikke huske det. Jo. Når jeg har været sammen med nogen. I kampens hede. Men i samtale med én på gaden, ved bordet, ved et blik på et billede: Aldrig. Ikke med noget køn. Hverken mænd eller kvinder. “Jeg tænder på personlighed” har jeg altid sagt. Og egentlig følt mig fri til, at jeg nok kunne forelske mig i en kvinde, hvis hun var fantastisk nok. Men som en seksuel spænding uden retning mod ét menneske. Aldrig. Ingen kvinder. Ingen mænd. Ingen. Og nu summer det hele tiden. Og jeg bliver sindssyg af det. “Sluk! Sluk for helvede” siger jeg til kroppen. Er det bare først nu, at mine drifter blev tændt? Og hvad så i årene forud? Så mange år. Måske er det sådan her teenagere har det. Jeg har ikke lyst til at have det sådan, og jeg ved, hvor håbløst det er, at jeg har det sådan. Jeg har bare ikke prøvet det før. Og jeg er sindssyg over det. Jeg er en lille smule sindssyg over det.

 

 

Det, der sker

Min krop har forrådt mig.

Og måske er det derfor jeg ikke skriver noget om det eller noget i det hele taget.

Den rører på sig på forkerte steder på forkerte tidspunkter.

Når der er en kvinde.

Når der er en kvinde.

Når der er en kvinde.

Og jeg synes jo det er fedt nok. For alle de andre, der har det sådan.

Jeg vil bare helst selv være sammen med en mand og have børn og hus og have og leve sammen til døden os skiller.

Ja. Det kan man godt med en kvinde. Men jeg gider ikke! Jeg gider ikke engang røre ved en kusse. Jeg har arbejdet på plejehjem, jeg har set nok. Jeg er ikke engang interesseret i min egen.

Men hvorfor kilder det så, når jeg går gennem gaderne?

Jeg har ikke kontrol og det føles forkert. Jeg føler mig beskidt. Og beskidt over at føle mig beskidt. For den slags er jo helt naturligt. “Spring ud! Du er fantastisk!” grinede jeg til en veninde i spring for 10 år siden. “Alt er love!” råbte jeg til Isak i Skam. Og her sidder jeg selv og skammer mig. Alt for gammel til det her. Alt for skruk til det her. Alt alt alt for meget.

 

 

 

Det, der skete

Så tog jeg ud at rejse.

Så havde jeg fødselsdag.

Så havde jeg jetlag.

Så havde jeg væggelus.

Så fik jeg min første løn.

Så var jeg fuld.

Så havde jeg 223 ubesvarede mails.

Så var jeg i tvivl om min seksualitet.

Så fik jeg influenza.

Så fik jeg klamydia.

Så der er sket lidt.