Sluk sluk sluk

Når jeg har det, som jeg har det i aften, bliver jeg desperat over ikke at have nogen at fortælle det til. Jeg vil ringe til hele verden og tude. Mest vil jeg ringe til min kæreste. Fordi han er min kæreste og jeg vil være i hans favn og græde over det her. Men hvordan ringer man til sin kæreste og siger, man er seksuelt forvirret? Det gør man ikke. I hvert fald ikke endnu. Ikke før tingene står klarere.

Som det er lige nu: selvhad. Selvlede. Lyst til at skære underlivet af. Lyst til at være en anden. At have en mor. At tale med. At være følelsesløs. At være glad. Være i ro. Være glad. Uden seksualitet. Overhovedet.

Når jeg tænker over det, bliver jeg i tvivl om jeg nogensinde har haft en seksualitet sådan rigtigt. Jeg kan ikke huske, at min underliv har snurret nogensinde. Jeg kan huske at have lyst og at mærke det i klitoris. Ja, nu bliver det teknisk. Men i underlivet, ved skeden, i mellemkødet. Jeg kan ikke huske det. Jo. Når jeg har været sammen med nogen. I kampens hede. Men i samtale med én på gaden, ved bordet, ved et blik på et billede: Aldrig. Ikke med noget køn. Hverken mænd eller kvinder. “Jeg tænder på personlighed” har jeg altid sagt. Og egentlig følt mig fri til, at jeg nok kunne forelske mig i en kvinde, hvis hun var fantastisk nok. Men som en seksuel spænding uden retning mod ét menneske. Aldrig. Ingen kvinder. Ingen mænd. Ingen. Og nu summer det hele tiden. Og jeg bliver sindssyg af det. “Sluk! Sluk for helvede” siger jeg til kroppen. Er det bare først nu, at mine drifter blev tændt? Og hvad så i årene forud? Så mange år. Måske er det sådan her teenagere har det. Jeg har ikke lyst til at have det sådan, og jeg ved, hvor håbløst det er, at jeg har det sådan. Jeg har bare ikke prøvet det før. Og jeg er sindssyg over det. Jeg er en lille smule sindssyg over det.

 

 

Det, der sker

Min krop har forrådt mig.

Og måske er det derfor jeg ikke skriver noget om det eller noget i det hele taget.

Den rører på sig på forkerte steder på forkerte tidspunkter.

Når der er en kvinde.

Når der er en kvinde.

Når der er en kvinde.

Og jeg synes jo det er fedt nok. For alle de andre, der har det sådan.

Jeg vil bare helst selv være sammen med en mand og have børn og hus og have og leve sammen til døden os skiller.

Ja. Det kan man godt med en kvinde. Men jeg gider ikke! Jeg gider ikke engang røre ved en kusse. Jeg har arbejdet på plejehjem, jeg har set nok. Jeg er ikke engang interesseret i min egen.

Men hvorfor kilder det så, når jeg går gennem gaderne?

Jeg har ikke kontrol og det føles forkert. Jeg føler mig beskidt. Og beskidt over at føle mig beskidt. For den slags er jo helt naturligt. “Spring ud! Du er fantastisk!” grinede jeg til en veninde i spring for 10 år siden. “Alt er love!” råbte jeg til Isak i Skam. Og her sidder jeg selv og skammer mig. Alt for gammel til det her. Alt for skruk til det her. Alt alt alt for meget.

 

 

 

Det, der skete

Så tog jeg ud at rejse.

Så havde jeg fødselsdag.

Så havde jeg jetlag.

Så havde jeg væggelus.

Så fik jeg min første løn.

Så var jeg fuld.

Så havde jeg 223 ubesvarede mails.

Så var jeg i tvivl om min seksualitet.

Så fik jeg influenza.

Så fik jeg klamydia.

Så der er sket lidt.

 

 

Noter #14 og #15

For en time side poppede Jazzgakkerens kæreste op i mit facebook feed. Bare sådan. Med en kommentar på et opslag fra en kunstner, jeg følger. Jazzgakkeren var i den og den by den og den dato, skrev hun. Det er første gang nogensinde, hun har skaffet adgang til min stue. Der var en lille pause indeni. Et stille og roligt rum, der lige åbnede sig og var genkendeligt, savnfuldt og jaloux. Men det var lille. Ingen sug i maven eller smerte bag øjnene. Bare en konstatering, “Okay. Der er hun”. En lille del af mig ville trykke “like” på hendes kommentar. Lade hende få en lille rød notifikation fra mig. Lade HENDE få sug i maven og smerte bag øjnene. Bryde hele såret op igen. Jeg gjorde det ikke. Og her kunne jeg godt tilføje “selvfølgelig”, men det er ikke selvfølgeligt. Jeg kunne have gjort det hundrede gange. Men jeg føler, jeg er færdig. Så meget som jeg kan blive det lige nu. Det vil jeg gerne skrive om snart; hvordan “færdig” ikke altid betyder “ovre”, men heller ikke “midt i”. Det kommer vi til.

For nu, har jeg, i stedet for at like og skabe blødende notifikationer, fundet to kladder til jazzgakker-afskedsbreve frem. Der er rettet så meget i dem, at der nok samlet har været hundredevis af kladder. Meget ens kladder i øvrigt. Også de to herunder. Det var svært at formulere. Nok fordi jeg gik meget op i sætningskonstruktioner og at være “god” mere end at være ærlig. Derfor er brevene her heller ikke sendt.

Det kommer.

 

29. maj 2015 00.10

Hej [navn]

Jeg skriver til dig – fra en anden mailadresse af frygt for at alt slettes, hvis mit navn blinker i indbakken.

Jeg ved, at du skal fortælle [navn], at jeg har skrevet og det er sådan det er. Jeg skriver ikke noget her, som jeg ikke ville kunne sige højt. Det er mig, der er ansvarlig for mine ord. Derfor ikke flere slettede mails. Der er kun ærlighed tilbage.

Jeg forelskede mig i dig. Åndssvagt meget. Det kan ikke gøres om. Det er sådan det var, det er sådan det er. Jeg er taknemmelig for at det skete.

Det var aldrig mig, der lavede reglerne. Og måske har jeg aldrig rigtig forstået, hvad du havde tænkt dig. Måske du heller ikke ved det.

Jeg ville aldrig gøre nogen ondt og det smerter mig, at vi blev tre sårede mennesker i København. At jeg har været med til at såre.

Jeg forstår det hele og jeg dømmer ingen, jeg er fuld af omsorg og håb for, at det vil ende godt og sårene vil hele.

Men jeg er også krøllet sammen i hjertet over dig og over det, og jeg savner. For fanden, hvor jeg savner.

Dig. Tiden med dig synes som den mest livgivende længe, tiden efter, den mest rystende. Min krop og mit sind bander over ikke at vide, hvordan du har det og ikke selv at kunne fortælle. Og muligvis er jeg blevet en lille smule sindssyg af det brud, men det går forhåbentlig over med tiden.

Anne Linnet synger “En Anden” og hun siger det (som altid) så fint. Det kan man godt smile af.

Tak og undskyld i én pærevælling.

Pas på dig. Pas på verden.

 

Av for fanden.

Kærlig hilsen

 

10. juni 2015 02.54

Hej [navn]

Jeg skriver til dig. Fra en anden mailadresse af frygt for at alt slettes, hvis mit navn blinker i din indbakke.

Jeg ved, at du skal fortælle [navn], at jeg har skrevet og det er sådan det er. Jeg skriver ikke noget her, som jeg ikke ville kunne sige højt. Det er mig, der er ansvarlig for mine ord.

Jeg forelskede mig i dig. Åndssvagt meget. Det kan ikke gøres om.

Det er sådan det var, det er sådan det er.

Det var aldrig mig, der lavede reglerne. Men jeg gik ind i det med åbne øjne.

Og måske har jeg aldrig rigtig forstået, hvad du havde tænkt dig. Måske du heller ikke ved det.

Jeg ville aldrig gøre nogen ondt og det smerter mig, at vi var tre, der blev kede af det. Tre sårede mennesker i København.

At jeg har været med til at såre.

Jeg forstår det hele og jeg dømmer ingen, jeg er fuld af omsorg og håb for, at det vil ende godt og sårene vil hele.

Men jeg er også krøllet sammen i hjertet over dig og over det, og jeg savner. For fanden, hvor jeg savner.

Tiden med dig synes som den mest livgivende længe, tiden efter, den mest rystende.

Jeg bander over ikke at vide, hvordan du har det. Bogstavelig talt. Sjældent er der blevet bandet så meget på københavnske cykelstier som nu. Og muligvis er jeg blevet en lille smule sindssyg af det brud, men det går forhåbentlig over med tiden.

Anne Linnet synger “En Anden” og siger det (som altid) så fint. Det kan man godt smile af.

[Navn], du utrolige.

Det var en gave, at du dukkede op.

Pas nu på dig.

 

Av for fanden.

Kærlig hilsen

 

Noter #13: Jeg er en mystisk kvinde

Kan I se det? Absolut mystisk. Det tog mig halvanden time at formulere nedenstående note, som er en mail. Vi kender modtageren. Måske det ville give mere mening, hvis man læste hans 2 meter lange mailoplæg, “Du har sat dig på tværs” osv. osv. På den måde var nedenstående måske desto mere et forsøg på at holde på mig selv, end det var forsøg på mystik. En sælsom blanding. Jeg mødte ham på en bar om aftenen. Han havde skændtes med sin kæreste hele weekenden. Og så videre og så videre og så videre.

26. april 2015 15.43

I mit indre univers, univers, univers …

Tak for hacking.

Du er ikke dum og det er ikke dumt. Det er ærligt. Ærligt er aldrig dumt.

 

Første spørgsmål:

Det korte svar er ja.

Det lange svar er det samme.

 

Jeg hører Willie Nelson på motorvejen. Jeg gad godt kunne spille mundharmonika.

 

Det ender godt, [navn].

Og jeg dukker op. Jeg lover.