Indad

Og jeg siger til min ven: “Måske ved I godt, at det ikke holder, men I er bange for at være alene og vil bare have NOGEN, der gør ensomheden og usikkerheden mindre, så ingen af jer tør gøre jer fri af det.”, og jeg håber, at han ikke ser mit flakkende blik.

I et hus

Man kunne flytte i et hus og male huset og plukke brombær og lave safter og sylte og gå i bare tæer og slå græs og luge ukrudt og gøre køkkenet rent og badeværelset rent og stuen ren og værelset rent og skifte sengetøj og lufte ud og læse kogebøger og sortere bunker og bygge en bænk og fælde et træ og gå en tur og bade og cykle til købmanden og læse avisen og lakere en bordplade og lægge et gulv og samle et skab og synge en sang, og man kunne lade være med at bo i en kasse på en kasse på en kasse på en kasse og være arbejdsløs og sengeliggende.

Sorg #5

Sorg er at høre Tom Waits’ rustne stemme på P1 og se din mors flammende lykkelige ansigt. “The piano has been drinking”. Sitrende, strålende. Du hører ordene om og om igen, og nu er du én, der græder og bander til P1.

Bærsymfoni

Virkeligheden er, at det er skidekedeligt, når blogskrivere skriver “Undskyld, jeg ikke skriver så meget for tiden/jalla jalla jalla”.

Undskyld, jeg ikke skriver så meget for tiden/jalla jalla jalla.

Jeg kunne selvfølgelig godt skrive.

Jeg kunne skrive om min mors opskrift på hyldeblomstsaft.

Jeg kunne skrive om at ringe til sin mand og skrige over en lidt for ivrig kvinde. “Jeg slår hende ihjel”, sagde jeg måske. Og det kunne jeg skrive om. Jeg kunne spørge, om man godt kan være et ok menneske, selvom man skriger den slags lort.

Jeg kunne skrive om at danse til en malisisk koncert og møde alle dem, man elsker.

Jeg kunne skrive om en mail om, at mit barndomshjem snart forsvinder. Jeg kunne skrive om, hvem der nu skal plukke æblerne i haven, hvor min mors nu skal være og hvordan jeg nogensinde skal føle mig hjemme igen.

Jeg kunne skrive om psykologen. Og om Amager Strand. Og jeg kunne skrive om leddiggang, ledighed og lede.

Men der er lavvande og lavsæson. Herinde i hvert fald.

Det gode er, at der er højsæson mange andre steder. Hvis du skynder dig lidt, kan du nå jordbærrene. Og solbærrene. Solbærrene! Hindbær, stikkelsbær, ribs. De er der lige nu. Sammen med kirsebærrene. Snart kommer blåbærrene og tyttebærrene, så mirabeller og blommer. Langt senere æblerne. Jeg håber, at jeg kan nå at plukke dem i haven, før den forsvinder. Det er højsæson. Gå ud og æts din mave med bærsyre, så ses vi på den anden side, når vi har syltet det hele.

Og riskiks

Der var engang, hvor jeg sad på læsesale og studerede noget, men jeg drømte mest om at få en kæreste og være Pernille Rosendahl. Engang sad jeg på læsesale, og det værste der kunne ske, var at ramme en pige med neonorange gulerødder i en frostpose og en arm i konstant bevægelse. Gulerod mund. Gulerod mund. Det eneste, man kunne tænke på var at lave dem en forpulet råkost, snittet på den fine del af jernet. Helt tynde og fine strimler, orange snask. Tavs råkost. Og gulerøddernes æra er sikkert forbi, eller også er den ikke, men der er kommet nye spillere. Mandler. Små fedtede og dog stadig uendeligt tørre mandler i en lille plasticboks fra Ikea. Og nu sidder pigen med sin fedtede hånd og æder de lortebrune mandler, imens hun læser en videnskabsteoretisk position, som hun aldrig kommer til at forstå og som heller ikke redder verden.

Jeg beslutter mig for at stoppe med at trække vejret. Det er i din armhule, at jeg tager beslutningen. Jeg siger, at jeg har en følelse, og du siger, at man burde lade være med den følelse. Og så beslutter jeg mig for at holde op med at trække vejret. Måske man kunne dø et øjeblik, indtil man ikke kan holde det længere.