Tiden er forbandet

Det er her, jeg sidder. En 30-agtig-årig og storgræder over et forhold, jeg forlod for tre år siden. For tre år siden på en bænk for enden af søerne sad vi, med tusind historier og intimitet i bagagen, og tæt tæt tæt sad vi. Det kunne gå flere veje, men mest kunne det gå én. “Jeg har fået tilbudt et fremleje. Synes du jeg skal tage det?” spurgte du, og som jeg husker det, svarede jeg aldrig, fordi jeg græd. Jeg lod dig svare selv “Jeg tror, jeg skal tage det”, lod jeg dig sige. Og det var slutningen. Jeg tror, at du håbede, jeg ville sige dig imod. Men jeg græd og var underligt enig. For det var jo hele tiden mig. Mig der ville gå og dig, der blidt lod mig gøre det. Mig, der ville have tid. Der ville have plads, men også trøst. “Hold om mig, men hold afstand”. Det var det, jeg bad om. På min underlige fortættede måde. Og sådan har jeg haft det siden. Du var her ikke mere, men du var der hele tiden. Jeg har væltet rundt. I tre år nu. Uden hylde og ro. Og et eller andet sted har du været der. I mig. Og for mig, ved jeg jo. Jeg ved, at du ikke slap, selvom jeg bad dig om det. Men i dag, i dag har jeg hørt, at du har sluppet. Og hun har langt hår.

Og derfor sidder jeg her, 3 år senere, og har ikke ret til det, jeg gør nu. Jeg har ikke ret til at ønske dig tilbage hos mig. Jeg har knaldet utallige mænd og været opslugt og omtumlet af en manisk musiker og er kærester med en mand, jeg bor med  og er begyndt at tænde på kvinder, og jeg vil gerne have børn snart og flytte på landet. Og der er ikke noget her, der giver mening. Og børn og landet var jo det, vi skulle. Og det er nok det, jeg græder over, for du var den jeg drømte med, og i små øjeblikke, når jeg børster tænder, har jeg tænkt, at du stod klar til vores drøm, når jeg engang kom til fornuft. Du stod der til du ikke stod der mere. Og det er til at græde over. Også tre år senere. Især tre år senere.

Reklamer

6 comments

    1. Det er også ganske overraskende for mig, at tre år kan være så lidt og så meget. Men hvad er tab og sorg? Skal der være tid på, så vi skammer os over tårene senere. Jeg synes jo ikke. Selvom jeg sidder her og skammer mig. I virkeligheden har ham, jeg græder over, fortjent alle mine tårer, fordi de kommer af uoverstigelig kærlighed. Måske ham eller hende, du sidder på bænken med, også har det.
      Den bænk er i hvert fald svær at sidde på. Pas på dig.

      Like

  1. Kærlighed der forsvinder er altid trist, for ikke så længe siden var der også noget der mindede mig om en kæreste som jeg havde for år tilbage. Men netop ham nåede jeg at drømme skulle bo i huset på landet, og være far til mine børn. Der var han slet ikke så det sluttede… Jeg kan ikke føle din smerte, men ved at det gør forbandet ondt kram

    Like

  2. Okay. Hvorfor finder jeg først din blog nu? Nåmen jeg binger lige videre i dine vidunderlige og vedkommende tekster. Og aldrig skam over diffus kærestesorg❤️ tak for at dele.

    Like

    1. Hej Ida. Det er kun dejligt, at du er her – late bloomer eller ej. Jeg elsker jo at læse hos dig. Tak for at nævne skammen og undsige den. Det føles så tabubelagt at sidde fast i sorg, så det er fedt at møde forståelse.
      God binging 🙂

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s