Status. Tilbagevenden. Nutid.

Det er lørdag den 11. august, og jeg ved ikke hvorfor denne dag sætter mig i kontakt med ordene. Jeg har ikke kunnet finde ordene i et år. “I kontakt med” er måske så meget sagt, men i dag har jeg brugt en time på at komme ind på wordpress igen. Det føltes vigtigt.

På mange måder har livet stået stille siden, jeg skrev min sidste tekst. Det er et år siden, og min skrivehånd er rusten. På mange måder er der aldrig sket så meget i mig som i det seneste år.

For et år siden var jeg lille og stivnet og bange. Pisse-fucking-mega-bange. For mit arbejde, min kæreste, min nutid, min fremtid, mine valg, mine venner og aller-allermest for mig selv. Min krop og mit sind reagerede på angstfyldte måder, jeg ikke forstod, og jeg fandt mig selv skrigende og lammet i min lejlighed igen og igen i sensommeren. Kære august, september og oktober 2017, I gjorde mig eddermame ondt.

Det gode var, at det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne gøre andet end at tage hånd om det. Eller lade nogle andre hjælpe mig med at tage hånd om det. Det var ikke længere muligt at være uden at gå i stykker. Så jeg skiftede min mangeårige kvartals-psykolog ud med to andre terapeuter, gik i terapi ugentligt og brugte 10.000-vis af kroner på at lade to vise kvinder hjælpe mig med at bære mig selv. Det tog lang tid.

Jeg har mærket det i noget tid nu, men først i dag blev jeg rigtig bevidst om forandringen: Jeg er ikke bange mere.

Den altoverskyggende, altædende, kropsstivnende angst har forladt mig. Eller jeg har forladt den. Jeg sidder og erkender det nu, imens jeg skriver dette, og jeg er virkelig virkelig rørt. Det var faktisk ikke det, det var min intention at skrive om, men denne her tekst har lige taget røven på mig.

Der er mange ting, der er de samme som for et år siden, og der er mange ting, der har ændret sig. Det er mest inde i mig, men det har bevæget sig ud: jeg har ingen kæreste mere, jeg ser og elsker mine venner igen, jeg griner hver dag på mit arbejde, mine tanker er frie.

Næsten frie. Jeg bærer stadig en ekstrem sorg over mit tidligere forhold og kæreste. Det ligger fire år tilbage, jeg har skrevet om det før, og jeg er stadig i kæmpe sorg. Det er skamfuldt at savne en kæreste, jeg selv forlod for så mange år siden, men jeg ér ikke videre derfra, og dét var faktisk intentionen med denne tekst: at sorgen er forkrampet i mig, og det er min største opgave nu at kigge på den og lære den at kende.

Jeg ved ikke om den kan forsvinde, men jeg har det som i sensommeren sidste år: Jeg kan ikke være med det længere og leve fuldt. Jeg er et halvt menneske med den sorg. Én der dømmer mig selv i fortiden, én der ikke rummer ham, som jeg sørger over, og ikke tillader ham at leve fuldt. Én der hele tiden tænker, hvordan ting kunne være anderledes, ikke er til stede og er fuld af skam og skyldighed. Jeg sårede ham, så nu sårer jeg mig selv hver eneste dag.

Jeg tror, at teksterne kan hjælpe mig. At meget kan hjælpe mig. Mine kloge terapeuter især. Vi har en ny opgave. Jeg tror, at jeg kan hjælpe mig, og at det kan hjælpe at skrive. Så det vil jeg prøve. Tak fordi du læste det her. Jeg håber, at jeg skriver om lidt igen.

Reklamer

6 comments

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s