Afsked gør mig stadig bange

Jeg går og skriver på en tekst om begyndelsen. En introduktion om man vil til hele denne kuldsejlede drøm. For ikke at tale i koder hele tiden. Og for at dissekere det for mig selv: forholdet, tabet, sorgen. Hvad er historien? Hvad skete hvornår? Så kan “hvorfor” måske sættes på senere. Og måske besvares.

Men lige nu er der noget andet. Svimmelhed, som lægen ikke kan pege på, hvad skyldes. Ikke endnu, i hvert fald. Hun prøver stadig forskellige ting. Og mig, den evige kræft-hypokonder, der straks tænker på svulster og på, hvordan folk vil være medlidende, “Den familie er så hårdt ramt”, og også føle sig heldige, “Godt det ikke er mig, der dør ung, alene og barnløs”, når diagnosen kommer. Jeg er skør, jeg ved det. Men tilgiv mig, jeg har set nogen dø af sådan en svulst. Frygten er indlejret. Ligesom når jeg flyver. “Jeg er ikke bange mere” skrev jeg forleden, og det er sandt. Men for kræft og fly – oh well. Og lige nu er jeg svimmel. Angst? Tjek. Og skal snart flyve langt alene. Angst? Tjek.

Og så den tredje ting. Fuldstændig koblet til de to andre.

Afsked, din lille satan. DU gør mig bange. Og derfor er kræft og flystyrt på min liste. Død er ultimativ afsked. Og hver gang jeg tager afsked med noget, er det lidt som om, der er noget, der dør. Nogle lukker vel bare døren og går videre. Spændt på det næste. Jeg prøver bare at undgå afskeden ved at trække den ud eller lade som ingenting. Alt for at slippe for den. Den trigger mig. Størstedelen af al terapi det seneste år har handlet om afsked, og det er blevet bedre. Altså helt vildt meget bedre. Ellers var jeg stadig i et forhold nu. Det er jeg ret sikker på. Jeg kunne aldrig have truffet de valg, jeg har truffet nu, for et år siden. Aldrig. Der lå jeg apatisk på min sofa, i min seng, på mit gulv. Jeg var så bange.

Det er godt for mig at skrive frem, at jeg er langt fra den frygt dengang. Siden mit forholdsbrud i den tidlige sommer, har vi været i god kontakt. Mig og min kæreste. Ekskæreste. Afskeden var stille og rolig, fordi den måske ikke helt var der. Vi var i god kontakt, vi passede godt på hinanden, og jeg var i ro. Men den kommer nu. Jeg kan mærke, at han siver. At hans beskeder bliver færre. Kortere. Bruddet bliver tydeligere. Så jeg gør, hvad jeg plejer: Jeg skruer op, når han skruer ned. For hver besked, han ikke sender, sender jeg to. For hvert skridt, han tager væk fra mig, træder jeg frem. Tanken er: Han skal ville have mig. Hvis han giver slip på mig, er jeg uden betydning for hans liv. En parentes. En ligegyldighed. Ligegyldighed er lig med død. Parenteser er afsluttede – og jo bare sidebemærkninger. Ringen kører.

Det gode er, at jeg trods alt ser det. Det svier af helvedes til, men jeg tør skrive det ned. Ergo er min øjne åbne lidt endnu, og jeg er ikke druknet ned i afskedsangsten. This too shall pass, ét fucking skridt ad gangen.

Reklamer

2 comments

  1. Hellere se klart end at blive ved med at smertedulme med noget der ikke nytter.
    Er du blevet undersøgt for øresten / krystaller ? De giver kvalme, svimmelhed og dertilhørende dødsangst skal jeg lige hilse at sige. Og jeg har haft dem flere gange i mit liv. Som regel som en slags alarm klokke på at jeg var kamp presset følelsesmæssigt…

    Like

  2. Jeg har slet ikke set din kommentar, så undskyld manglende svar.
    Jeg er undersøgt for øresten, men de kan ikke rigtig sige om det er det. Men heldigvis er svimmelheden lettet og mindre, så måske jeg er sluppet for mere end det. Tak for at være opmærksom.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s