Min mor

Min kære mor

Jeg gik ad H.C. Ørstedsvej med tunge målrettede skridt, med lethed af øllene i min krop og med styrke over at være til. Jeg ville ringe til dig. Det slog mig både hårdt og pludseligt, men også let og glidende. Tanken om at ringe til dig for bare at sige hej, men også dele det med dig: fornemmelsen af styrke. Det slog ligeså både hårdt og glidende, at jeg ikke kunne. Det er første gang længe længe længe, at jeg har haft følelsen af liiiige at kunne noget ift. dig. Altså at du var lige dér. På den anden side af et par farvande og broer, kvidrende og sprudlende. At mens jeg drejede op af Rosenørns Alle, så gik du rundt hjemme i køkkenet og og læste avis eller hørte radio eller skrev sedler eller hvad du nu gjorde. I starten havde jeg den følelse konstant. At vores liv stadig foregik simultant og parallelt. Nu kom den pludselig tilbage og var på en måde så tydelig, at det ikke skabte de kæmpe katedraler af tomhed, jeg nogle gange har følt. Ligesom bassen og mine hurtige skridt, havde følelsen kraft, tydelighed og bevægelse, “Jeg er jo lige her”.

Jeg ser klart, hvorfor forbindelsen mellem os opstod lige dér. Jeg havde Patti Smith i ørerne, og hun var kraftfuld i Gloria og væltede mig bagover sammen med dig på gaden som i sommerhuset og til alle tider, hvor hun har fyldt med sin lyd og i vores samtale. Det var som sang hun din moderkraft og støtte og “Kom så, for fanden, du kan godt!” ind i mellemgulvet på mig.  Jeg kan godt. Følte jeg der.
Jeg kan huske engang i 2013, en novembermørk eftermiddag, hvor der var storm. Jeg ved ikke, hvad den hed. Knud eller et eller andet. Jeg gik hjem fra Frederiksberg, og vi kvidrede sammen om alt og intet. Hvorfor kan jeg ikke huske, hvad vi talte om? Min far vist nok, som var i sommerhuset og sikre vores båd for stormen. Vi talte også om valg, fordi der var et eller andet valg. Det er håbløst, at jeg ikke kan huske hvilket, men jeg ved det virkelig ikke. Kommunalvalg, tror jeg, nu jeg husker efter.
En plakat på broen rev sig løs i vinden og landede på min krop. Vi grinede af, at det var en konservativ lige i smasken; må man da være fri!? Men du sagde også, at nu skulle jeg se at komme hjem og indendøre. Der er også plakater nu, men ingen vind. Kun mig og en bas og en kommende vabel på venstre fod. Det er første gang i år med sandaler. Og så er der jo ikke dig. Det kommer jeg i tanke om igen.

Det ser ud til, at Løkke taber valget i morgen. Og det fylder mig faktisk med sorg, fordi du ikke er her til at opleve det. Det er fandeme håbløst. Det er jo godt! For fanden, hvor ventede du længe på det, og du jubler vel uanset hvor du er. Men at du ikke fik lov … her vil jeg skrive “AV”, men det ord dækker simpelthen ikke den smerte jeg føler, når jeg tænker på det. Det er så sjældent, jeg græder over dig, jeg ved ikke hvorfor, tankerne er hos dig hver dag, men gråden er ikke. Det er den, når jeg skriver til dig om Løkke. Du burde jo vide det for fanden. Du burde være her og gå i skinger falset af hoverende harme, når han holdt sin tabertale. Jeg kan huske, hvordan du sad limet til skærmen under det der GGG-whatever-skandale-pressemøde i håbet om, at han blev klædt af. Og Venstres landsmøde i 2014, hvor vi fulgte med fra Grækenland i konstant opdatering og håb om, at manden blev væltet. Din skuffelse var så stor. Måske du vidste, at du ikke ville opleve det, hvis det ikke blev der?
Det kan være, at jeg jinxer hele lortet nu, og at vi skal se hans rådne tænder smile i morgen aften, men jeg håber, du får din hævn, selvom du ikke kan se det.

Jeg kan huske, at min kæreste ikke var kommet hjem, da jeg kom tilbage til lejligheden. Han gik ad Nørrebrogade og grinede af mig og min stormfrygt. Jeg kan huske noget med at sidde under et tæppe i sofaen, da han kom hjem, og jeg kan huske, at det var hyggeligt og rart. Han drillede mig, det gjorde han tit.
Jeg har tit lyst til at tale med dig om ham. Om min frygt for at begå fejltagelser og have valgt forkert, da jeg gik og leve forkert efter. Hvordan ved man om noget er rigtigt? Eller det omvendte? Jeg vil gerne spørge dig om, hvornår du har været tvivlende og usikker. Jeg har en forestilling om, at jeg har været i så svære afkroge de sidste par år, at vores samtaler ville have båret os andre steder hen, end vi nogensinde formåede. At vi ville nå dybere og mere sårbart og fortroligt, end vi nåede, mens du var her. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Måske jeg bare var klappet i som jeg har gjort med så mange andre i de her år, men jeg forestiller mig, at jeg havde ladet dig gribe mig. Det er i hvert fald det jeg har savnet så uendeligt mange gange, ked af det og tvivlende: at det eneste jeg kunne og ville lige dér, var dig. At din kærlighed og omfavnelse og påmindelse om, at alt nok skal gå, var det eneste der kunne hjælpe mig. Og derfor var jeg fortabt.
Jeg har det ikke sådan så tit mere. Men jeg ville stadig ønske, at du var her til at dele dit liv med mig. Jeg tror, dit mørke, som jeg så sjældent hørte om, kunne give lys i mit.
Gid vi kunne tale sammen. Gid vi kunne slutte af med grineflip og kram.

Du var hos mig i går, i musikken og mine ben, og det er jeg kæmpe taknemmelig for at kunne forbinde mig med. Jeg ønsker også, at du havde været i røret.