Forfatter: Orddame

Hvis og hvis

Engang var jeg skrevet op til en efterskole. Jeg ville virkelig gerne ind og håbede på at få plads, men jeg nåede det ikke. En dag oprandt tidspunktet for skolestarten, og jeg måtte starte på skolevalg nummer 2. Kort tid efter fik jeg plads på skole nummer 1, men jeg blev hvor jeg var, fordi jeg ikke orkede (turde) at starte op på ny et nyt sted.

Jeg tænker nogle gange på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg havde gået på den skole, jeg oprindeligt ønskede. Ikke på de store linjer, det gør jeg mig ikke noget begreb om, men jeg kan fx tænke på, at hende, hende og ham – mine tre gode venner – ville jeg ikke kende. Det ville være nogle andre, der ville være mine nære venner, end lige præcis de tre, som jeg har holdt ved lige siden.

Det er en vild øvelse at forestille sig, hvordan ting kunne være anderledes. Var jeg ikke gået ned af den gade, var det ene ikke sket, men måske det andet. Ingen ved det. Det er deri det vilde ligger. Jeg kan jo ikke forestille mig ikke at være venner med mine tre gode venner. Måske ville jeg have nogle andre venner, ja, men det ville jo ikke være dem. Og hvem ville jeg så være?

Mit tydeligste eksempel på “Hvis ikke det var sket, var det ikke sket, var det ikke sket …” -tankestrømmen er følgende: Havde jeg ikke prøvet en ny sportsgren i gymnasiet, var jeg ikke startet til det i min fritid. Var jeg ikke startet til det, havde jeg ikke læst i et blad om den sportsgren. Havde jeg ikke kigget i bladet, havde jeg ikke set annoncen for en højskole. Havde jeg ikke set annoncen, var jeg ikke startet på højskolen. Var jeg ikke startet på højskolen, havde jeg ikke mødt en fyr, der fortalte om sit frivillige arbejde.  Havde jeg ikke mødt denne fyr, var jeg ikke startet i det samme frivillige arbejde. Var jeg ikke startet i det frivillige arbejde, havde jeg ikke mødt nogle af mine allerbedste venner. Og så faktisk også denne krølle: Var jeg ikke startet i det frivillige arbejde og fået en masse venner der, havde jeg ikke mødt min ekskæreste.
Og sådan kan man lade ringene arbejde videre.

Jeg kan godt lide denne form for leg. I hvert fald med dette fortegn. Altså en masse gode ting, jeg kan lide og mennesker, jeg elsker, som følger i række på hinanden. Det gør mig glad, at det gik som det gik.

Med min ekskæreste laver jeg ofte eksperimentet omvendt. Eller det vil sige, jeg laver faktisk ikke tråden, “Fordi det ene, så det andet”. Jeg laver bare en stor pærevælling af “Hvis du ikke var gået fra ham dengang, ville du nu have børn, hus, bo på landet, være glad og tryg med ham, have en have, ikke bo i den samme lejlighed som de sidste hundrede år. Have flyttet dig. Være mor. Være helt i ro med dit liv”. Det er meget trættende. En røvsyg leg, der kun gør mig virkelig ked af det. Det er altsammen ting, jeg drømmer om, men jeg fordrejer drømmene, når jeg sætter dem i sammenhæng med “det kunne du have haft nu, hvis ikke du var gået dengang”. Av for fanden en tanke. Hvis nogen sagde det til mig i virkeligheden, ville jeg slå dem hårdt. I stedet slår jeg mig selv hårdt med de tanker igen og igen. At det er min egen skyld, at jeg ikke har det, jeg drømmer om (endnu), fordi jeg traf en beslutning for fire år siden, som jeg har svært ved at forlige mig med. Også selvom jeg godt kan huske, og jeg ved, at jeg ikke var i stand til at gøre andet dengang. Jeg fik ondt i maven af at blive, så jeg måtte gå. Jeg fortæller mig selv, at jeg kunne have taget mig sammen, stået det igennem til vi kom glade ud på den anden side med hus og børn i hånden. Jeg skulle lige til at skrive “Og måske kunne jeg”, men jeg kan faktisk ikke engang skrive sætningen, fordi jeg ved, at den er løgn. Jeg ved, at jeg ikke kunne kæmpe. Det gjorde ondt i maven, når jeg skulle.
Det rammer det meget bedre ind sådan her: Jeg kunne virkelig virkelig ønske mig, at jeg havde kunnet kæmpe. Og jeg ved med mig selv, at lige der kunne jeg ikke.
Og om det var holdt ved, vi var blevet glad(ere) igen, det kan jeg ikke vide. Jeg forestiller mig det, med hammeren over mit hoved, men jeg ved det ikke.

Det gør mig rolig at prøve at tænke det sådan. Guderne skal vide, at det, det meste af tiden, kun er bebrejdelser, jeg udgyder over mig selv. Lange svadaer om mit svage sind, der valgte at gøre SOM DET VILLE i stedet for at tage sig sammen, da tingene brændte på i forholdet. Det er hårdt at være til fals for normer, når man bliver ramt af pludselig at kunne mærke sig selv og sin mave.

Min intention med det her, er, at jeg gerne vil lave min “Hvis ikke det, så det”-leg på mit nuværende liv. Ofte går tankerne med at ønske, at det var anderledes (i et hus med ham, børn, hund, you know the drill). Men det er det ikke. Jeg er fandeme lige her i den samme sofa i den samme lejlighed, i fuld følelse af at gå glip af cirka alt og ikke at have flyttet mig en meter, siden vi gik fra hinanden. Der er et kæmpe hul af afsavn i min krop, og jeg laver ikke andet end at grave hullet dybere. Derfor sceneskift. For det passer fandeme ikke, at alting gik i stå. Der er meget i mit liv, som jeg sætter meget pris på, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville have, hvis jeg stadig var sammen med ham, og vi boede i Trekroner. Ja, så ville vi have noget andet, men ikke det, jeg har nu, som jeg virkelig elsker. Kan jeg fx sige: “Jeg ville hellere have (imaginære) børn end den veninde, jeg fik i kølvandet af vores brud, og som jeg aldrig har grinet så meget som med hende?” Selvfølgelig kan jeg ikke det.

Så for at stive mig selv og mine dyrebare venner og oplevelser af, vil jeg nu lege legen omvendt. Hvis jeg var blevet med ham, var alle de følgende ting aldrig sket:

Hvis ikke jeg var gået fra min kæreste, ville mine tætteste relationer ikke eksistere. Det er umuligt at forestille sig. U-mu-ligt. Nogle af mine tætteste venskaber i dag fik lov at udvikle sig til netop det, fordi jeg ikke havde en kæreste – og fordi jeg havde brug for hjælp midt i sygdom og sorg. TAK får jeg lyst til at skrive. Bare: Tak.

Der er min veninde, jeg har rejst mod nord og mod syd med. Tur efter tur. Nogle gange tænker jeg på, at hvis jeg havde et barn på armen, havde jeg ikke spillet kort på en snusket bar i Sydeuropa med hende. Eller besteget klipper og sovet i telt. Hun ville have været en perifær bekendt, jeg drak kaffe med halvårligt. Tak fordi jeg fik mere end det. Jeg fik det hele.

Der er en veninde, som jeg ikke kan beskrive. Jeg har allermest lyst til bare at skrive hendes navn, fordi det rummer det hele for mig. Men sådan opererer vi jo ikke her. Med navne. Sagen er, der var en veninde – vi var ikke tætte, men heller ikke fjerne – som gik ind i mig med kæmpe træsko, da jeg forlod ham og min mor blev mere og mere syg. Hun spurgte ikke, men gik bare i gang med at gøre alt. Hun var der hele tiden. He-le tid-en. Der er så mange eksempler, som jeg ikke vil skrive. Det forfladiger betydningen at begynde at remse op. Hun er den allervigtigste for mig af alle relationer, tror jeg, og TÆNK hvis hun ikke havde haft grund til at sparke døren ind hos mig!?

Jeg fandt min ven i sorgen over min mor. Eller han fandt mig. Han var der altid, samlede mig op på køkkengulvet og gloede ud i luften med mig time efter time. Han havde ikke fået samme plads, hvis jeg var med min kæreste. Og hvor ville vi så være nu, hvor han ringer uanmeldt på min dør flere gange om måneden? Ingen steder.

En ukendt kvinde var ikke flyttet ind i min lejlighed og vist sig at være det roligste rareste væsen, der gerne ville drikke rødvin i sene timer og bage boller på tidlige morgener. Fuld af omsorg og lange snakke, som jeg inhalerede i dybe åndedrag. Jeg havde ikke fået hende med, og jeg havde ikke spist middag med hende i forgårs og tænkt  “Hun kender mig så godt”.

Det fine, fine bånd til min store, skæggede ven. Som laver kylling på kolde dage og kommer med forsyninger, når jeg er syg. Som synes, jeg er helt for meget og holder af det. Som sender mig på græs i sin have og lader mig så og plante og luge og være lykkelig. Ville han være der? Næppe.

Jeg havde ikke udviklet mig. På en dårlig dag er dette utrolig ligegyldigt for mig. Så tænker jeg, at jeg hellere ville være kærester og familie, end jeg ville udvikle mig fra eller til noget som helst. Men det her er ikke en øvelse i, hvad der er bedst. Det er en øvelse i at se, hvad der eksisterer og hvad der ikke gør. Det her eksisterer! Er du vild, jeg har udviklet mig efter endt forhold. Jeg havde aldrig lært mig selv og mine mønstre så godt at kende som jeg gør nu. Jeg havde aldrig fået øje på dem i den trygge konstellation, jeg var i. Jeg havde været for sparet for mange, mange kriser, men jeg ville være mere låst i mig selv og ikke kunne tale eller handle. Fra usikkerhed til tydelighed. Jeg er ikke bange for mig selv mere.

En helt lige linje: Jeg havde ikke mødt jazzgakkeren og blevet halvvejs sindssyg midt i det og sorgen over min mor. Jeg var ikke begyndt at skrive i den sindssyge og havde ikke lavet denne blog. Jeg var ikke kommet i kontakt med AmaroramaMie og Den Sure, lavet en bogklub, fået nye venskaber og læst god litteratur. Og drukket rødvin og limoncello.

Jeg var ikke begyndt at vandre. Jeg havde ikke fundet ud af, hvor meget naturen betyder for mig. Eller måske havde jeg jo. Men ikke som det skete.

Måske havde jeg ikke boet hjemme hos mine forældre og passet min mor, da hun var syg. Måske jeg havde været meget mere hjemme i København, fordi jeg havde en kæreste og var så gået glip af af dyrebare stunder med min mor. Det gyser i mig ved tanken.

Måske ville jeg ikke engang have det job, jeg har nu. Jeg har ingen årsag til hvorfor ikke, men helt ærligt: Hvorfor ikke!? Jeg fandt det gennem mit netværk. Måske jeg lige præcis havde misset det, hvis vi stadig var kærester. Måske, måske ikke.

Ingen ved det. Det kan være, det hele er sandt, det kan være intet er sandt, Jeg kan aldrig vide det, og det her løser ikke ønsket om at stifte familie nu (med ham eller en anden). Men det føles i hvert fald uendelig meget rarere at tænke på så meget godt, der er hos mig lige nu og her, end at slå mig selv så hårdt over alt det, som ikke er. Jeg er ikke skyldig, jeg er levende.

Reklamer

Det bevæger sig

Det er en lille bevægelse. Jeg lægger ikke mærke til den først, men ligeså stille ser jeg, at jeg ikke står stille længere. Der er masser af tekster, der ikke er skrevet endnu. Som kunne være skrevet og udgivet i oktober, november, december og udgøre en symfoni af weltschmerz i fyrretyvende potens. Jeg ville gerne have skrevet dem, men tiden løb fra mig og så løb ordene med. At skrive er en muskel, jeg skal træne ligesom min lænd og min højre skulder, som gør ondt, når jeg er for foroverbøjet. Jeg kommer til at skrive nogle af dem. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg skriver bedst på smerte, og der er ting i forhold til the-one-that-got-away-og-nu-tager-på-ferie-og-laver-aftensmad-og-har-sex-med-en-kvinde-med-mit-navn som ikke er ovre endnu. Der er ting, der skal ned på papir (skærm), før jeg fatter, at jeg snart skal videre. Da han gik fra mig, gik jeg med. Og nu er jeg ved at være klar til at stoppe. Det kunne være rart ikke længere at bruge ham som tidsregning – før og efter ham. 2019 bliver måske det år. Året bobler allerede. Det bevæger sig, når jeg går.

Jeg har ikke lyst til at dø

Jeg tænker mest over børn. Over at de ikke er kommet endnu. Om jeg kan. Hvorfor jeg ikke fik dem, før min mor døde. Om jeg får dem. Hvorfor jeg ikke fik dem med min ekskæreste. Om vi ville have to børn nu, hvis ikke jeg var gået dengang. Om jeg skal have dem alene, om jeg skal have dem med en kvinde, og kan man overhovedet få børn, hvis man ikke får dem i en kernefamilie? Kan jeg? Jeg tænker, at det rigtige liv er med børn. Underforstået, at jeg lever et forkert liv nu.

Det er tankerne, og det lyder måske lidt slemt her summeret op og lagt sammen. Mest er det bare lidt støj i baggrunden. A la “hvis jeg havde haft børn, havde jeg ikke haft den og den oplevelse”. En måde at vurdere sit liv på, som jeg ikke kan anbefale. Men sådan kører sporet.

I dag så jeg et andet billede. Jeg så mig selv til et spontant besøg til en byfest i sommers i en by, jeg ikke kendte med bedste venner og nye venner, og jeg huskede løssluppenhed, fuldskab, vildskab, glæde og grin. Jeg sprang nøgen i havnen, jeg flirtede og dansede i bare tæer til et røvballeband. Jeg talte alt for længe med én eller anden der hed Dorthe. Jeg græd af grin over en bakke pomfritter. Jeg husker ikke andet end kaos og vildskab. En rus af lykke! Lige dér i en provinsby uden planer og uden mål.

Den følelse har jeg ikke lyst til skal stoppe. Den mulighed for at være fuldstændig-til-fingerspidserne-glad. Være spontan og være vild. Den mulighed vil jeg ikke have med et barn, og i dag er den første dag længe, at jeg ikke har villet have børn. Ikke lige nu. Jeg skal beruse mig mere, og jeg er i gang.

 

Manifestet

Jeg skrev et kærlighedsmanifest i 2015. Jeg stilede det til min mor, fordi det var vigtigt for mig at forsikre hende om, at jeg passede på mig selv. Jeg kan huske en episode sommeren inden, hvor jeg nogle måneder efter, at jeg gik fra min kæreste, var sammen med en soldat en varm juli-nat. Det varede fire minutter og så vendte han sig om på den anden side og sørgede for, at vi havde hver vores dyne. Det var ikke det, jeg ville. Jeg ville gerne nærhed, men han ville ikke. Jeg lå længe og tænkte strategisk over det: “Hvordan får jeg alligevel et kys og kærtegn?” var spørgsmålet, og værktøjerne var mange. Et af dem var, kan jeg huske, at blive der hele natten, og så satse på, at mandens morgenliderlighed ville føre lidt intimitet og tryghedsfølelse med sig. Det ville blot kræve otte timer i komplet utryghed og afsavn indtil da.

Så kom jeg i tanke om min mor. “Hvad ville min mor gøre?” tænkte jeg. Og så gik jeg. Svaret var jo så indlysende. Min mor ønskede, at jeg passede på mig og ønskede mig al glæde og tryghed i enhver relation med en mand. Og i alle andre relationer.

Jeg kan huske nogle måneder før denne episode. Jeg gik med min mor under armen. Det var aften i en lille havneby i Sydeuropa, og der var liv og varme omkring os. Vi talte om mig og min kæreste. Vi var lige gået fra hinanden, men vi så tiden an. Holdt pause. Skulle vi, eller skulle vi ikke? Vi talte om ham og om mig. Jeg fortalte om den parterapeut, vi havde været hos nogle dage inden, jeg rejste ned til mine forældre.
Jeg ville ønske, at jeg præcist kunne huske, hvad min mor og jeg sagde; de præcise temaer og ord. Men det er forsvundet, Jeg husker stemningen og nærheden mellem os. At vi havde det så fint og rart, at resten af vores familie blev væk fra os, og at vi ikke ænsede det, mens de blev bekymrede. Jeg kan huske, at jeg sagde: “Jeg savner ham ikke, imens vi er her. Og skal man ikke det? Skal man ikke savne sin kæreste?” Jeg husker, at min mor var enig. Ikke nødvendigvis i sandheden i mine ord, men i ordene, fordi det var mine. “Man lever kun en gang”, sagde hun, og det lyder simpelt, når jeg skriver det, men hun kunne se enden på sit eget liv, så ordene var dybere end som så. Jeg kan huske, hvordan hun opfordrede mig til at have det så godt som muligt i mit liv. Med eller uden min kæreste. Og faktisk – nu jeg tænker over det – nok mest uden, fordi hun kunne mærke på mig, at det var det, jeg ville. Det er rart at komme i tanke om.

Det var med denne intention om altid at have det så godt som muligt, at jeg skrev et kærlighedmanifest lidt mere end et år senere. Jeg stilede det til hende, fordi hun ikke var mere. Jeg havde haft en relation til jazzgakkeren, og på det tidspunkt var det tydeligt for mig, hvordan jeg ikke havde passet på mig selv. Hvordan jeg havde ladet en andens behov gå ud over mine.

Jeg skrev manifestet på kanten af en ny relation. Jeg havde mødt en mand, vi kunne lide hinanden, og vi skulle på vores anden date. Jeg kan huske følelsen af, at han var god. Rigtig god. Og jeg havde lyst til at hoppe fra. Turde ikke alligevel. Jeg skrev manifestet for at tage mig selv alvorligt og fortsætte.

Og det er ret ironisk. For når jeg læser videre i mine tekster gennem årene, er det tydeligt for mig, hvordan de kredser om den samme mand og vores svære relation. Hvordan jeg var fuld af mindreværd og usikkerhed. Hvordan jeg lagde bånd på mig selv. Hvordan jeg var i noget, fordi jeg var bange for at være alene, blive forladt, være utryg. Hvordan jeg i virkeligheden var meget utryg der, hvor jeg var. Det er ironisk, at det forhold, som varede to et halvt år, blev skudt afsted med kærlighedsmanifestet. For jeg gjorde alt det, jeg havde sagt til min mor, at jeg ikke ville.

Det specielle er, at det er begrænset, hvor ked af det over det, jeg bliver. Yderst begrænset. Jeg kan blive ærgerlig over, at jeg blev i en relation så længe, som ikke skulle være. At jeg “spildte gode år” på det. Men samtidig føler jeg ikke, at det er spildt. Jeg lærte ting om mig selv og jeg samlede mig selv. Op. Jeg er et bedre menneske nu end i 2015. Et mere vidende, roligere menneske. Årene er ikke spildt. De blev bare brugt på noget andet, end jeg havde troet, og også end jeg havde håbet. Der var noget, jeg skulle lære, og imens slog jeg mig heftigt, men jeg passede også på mig. Ellers ville jeg stadig sidde i min relation og være usikker og bange, og det gør jeg ikke. Vi stoppede det, da vi begge var klar til at komme hele ud. Jeg kunne ønske mig, at det var gået stærkere, men tid er tid. Nu er vi kommet igennem, og hvor jeg længe var fuld af skam over for min mor over ikke at leve op til manifestet, så er jeg nu sikker på, at hun forstår det hele og aldrig har tvivlet på mig. Og hvor jeg før også havde skam over for min mor, fordi min ekskæreste – altså ham, vi talte om på kajen i den varme tropenat – levede op til alt i manifestet, og “hvorfor blev du så ikke sammen med ham!?”, så ser jeg nu, at det gjorde han ikke: “Jeg lover dig, at jeg ikke vælger det halve, når jeg har fortjent det hele … Jeg lover kun at gøre, hvad der føles sandt”. Jeg har holdt, hvad jeg lovede.

Nu går jeg der alene

Jeg ledte efter noget en dag. Noget, jeg tidligere har skrevet. Men jeg faldt over noget andet. Noget jeg skrev i december 2015. Det er virkelig længe siden. Så det en syl i maven at konstatere, at jeg stadig bevæger mig rundt i det tema. Ikke fordi jeg ikke må, der er jo ikke noget galt i at have elsket nogen og savne og sørge. Men det gør jo ondt. Og det er stagnerende. Det stagnerer min energi at tænke og tvivle så meget. Som om jeg lever to parallelliv, hvor det ene er det virkelige og det andet foregår op i hovedet, som tror, at der på en eller anden måde er et liv med ham. Altså: Hvis jeg tænker på ham, er jeg i kontakt med ham. Så det gør jeg temmelig meget. Det er som om jeg holder ham og os kunstigt i live. Jeg forestiller mig, at når jeg sender energi afsted til ham, sender han den tilbage. Mens sandheden er, at jeg ikke ved noget som helst om hans energi. Måske går den aldrig i min retning. Jeg. Ved. Det. Ikke.
Jeg går her i hvert fald stadig. I en plumret suppe af tanker og tvivl. Men jeg går her alene. Og det skal jeg huske, så jeg kan gå videre.

Torsdag

På et tidspunkt har jeg stalket  mig frem til (på LinkedIn, hvor sølle kan det blive), at han laver frivilligt arbejde om torsdagen. Lige rundt om hjørnet. Lige rundt om hjørnet sker der noget rart for nogen, der trænger til det, og det er lige dernede, et par gader længere henne. Lige dér er det.

Ja, hvis det da stadig findes. Jeg kunne ikke se, om projektet stadig kørte, eller om han egentlig stadig helt var aktiv dér som han var, både da vi var sammen og i mange år efter. Jeg burde jo vide en masse om det sted, eftersom han arbejdede der, da vi var kærester. Men sandheden er, at jeg husker uendelig lidt om det. Jeg kan huske, at han fortalte ret lidt om det. Tror jeg. Måske fortalt han meget? Jeg kan også huske ikke rigtig at høre efter. Det jeg mest kan huske er, at han pga. sin lille familie var juleløs et år – vores sidste jul. Vi plejede ikke at fejre jul sammen, og jeg bød ham i første omgang heller ikke med til min families jul. Jeg kunne ikke overskue det helt. Jeg havde måske i baghovedet, at det kunne være den sidste jul med min mor. Hun havde kræft i baghovedet. Jeg kunne ikke overskue, at julen skulle anderledes end nogen andre jule; at jeg skulle være nogens kæreste samtidig med, at jeg var nogens datter. Jeg ved ikke, hvorfor det stod i modsætningsforhold hos mig.
Han holdt jul for de ensomme det år. Det var ikke ham, der var dem der var ensomme, det var nogle andre. Men måske han var ensom? Igen – jeg kan ikke huske det. Jeg mener, at han havde en fin jul, at det i hvert fald var det, han fortalte. At det havde været sjovt og hyggeligt og anderledes. Men det jeg husker er, at jeg ikke bød ham ind til min jul. Jeg bød ham ikke indenfor fuldstædig fuldautomatisk, da jeg hørte, at hans familie ville være væk. Jeg gjorde det nølende efter lang tid, og han afslog, fordi han ikke ville inviteres af nødvendighed, men af lyst. Det var det, han sagde. Så han mærkede det også.
Jeg tror, at jeg troede, at vi skulle have mange andre jule sammen. Eller måske troede jeg ikke noget som helst andet, end at jeg ikke ville have min kæreste med til min families jul, og at det var sådan det var. Jeg får faktisk en klump i halsen af at skrive det. Af sorg og skam og skyld. “Føj, dårlig kæreste! Føj, et dårligt menneske!” råber tankerne.
Der er en del af det sted, jeg står, der handler så exceptionelt meget om skyld. Hvordan tilgiver man sig selv? Det er et dagligt spørgsmål hos mig.

Og det er en del af det sted, jeg står, at jeg er alt for bevidst om, at klokken er 21.50 og det frivillige sted lukker kl. 22, og min hjerne er konstant på vej ned på gaden. I 4 grader vil min hjerne stille min krop på en mørk gade for at holde øje med en bygning, hvor min ekskæreste måske, måske ikke befinder sig. Og så vil min hjerne stå der med min kolde krop på slæb og holde øje og “gå tilfældigt forbi” og ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis han kom ud af bygningen. Blive ked af det sandsynligvis. Og hvis han ikke kom ud af bygningen, føle mig dum. Føle mig rigtig dum.

Så jeg bliver siddende. Jeg sidder i mit køkken. Jeg skriver. Jeg spiser et æble om lidt.

Memories

Jeg bilder mig ind, at jeg altid var glad, tryg, i ro – ja, lykkelig – sammen med ham. At mine dage aldrig var blå, og at jeg ikke var famlende, tvivlende og søgende. Meget af tiden tror jeg, at der er et før og et nu, og at før var godt, og at nu er slemt.
Og dét selvom nu virkelig ikke er slemt. Altså det rigtige nu. Det nu, hvor jeg er glad for mit arbejde, mine venner, min familie, min krop, mit humør, min økonomi, min jord under neglene og kilometer i benene. Det er nuet det sker i. Mens det nu, som jeg sammenligner før med, er mine tanker i nuet, ikke nuet selv. Det er tanker om hvad der var før, og hvad der burde være nu, og hvad der kunne have været nu. Forestillinger om evigt solskin i et pletfrit sind i en tankevirkelighed, der aldrig har været virkelig. Det er kun mine tanker i nuet der er slemme. Virkeligheden er det ikke. Måske er den endda glad, tryg, rolig og lykkelig. Men jeg opdager det ikke, for jeg har travlt med historien om, hvor lykkelig, jeg var før, og hvordan jeg ødelagde den lykke.

Så er det godt, at Facebook har lavet memories-funktionen. Ofte er det malplaceret: “We thought you would like to look back on this memory from four years ago” og så et billede eller en opdatering om sygdom, frygt og sorg. Akavet algoritme.
Men nogle gange virker den. Jeg bilder mig ind, at jeg altid var glad før. I forholdet. Der er tre og et halvt år i mit liv, der i min bevidsthed konstant var glade. Men Facebook viser mig, at det ikke er rigtigt. I efteråret 2013 delte jeg med verden: “When fear becomes your lighthouse it will perpetually lead you to darkness. So how do you get what you need from fear without letting it pull you under? Bring yourself back to the present moment. The here. The now. The pillow under your butt. The ground under your feet. The real reality. Unplug the movie in your mind and pet your dog. That’s real. That’s what’s truly happening.”

Jeg kan bilde mig ind, at det er skrevet i the present moment. Med grund under fødderne og uden film i hovedet. Men jeg ved, at det ikke er sandt. Jeg kender mig. Jeg kan ikke huske, at jeg har udgivet det, jeg kan ikke engang huske at have læst det før, men jeg ved, at jeg kun hæfter mig ved den slags, når jeg ikke er glad. I tristhed søger jeg trøst i tekster som den ovenfor. Higer mig fast i ordene som redningskranse, der kan holde mig oppe. Så jeg har været trist, da jeg delte ordene. Det er der ingen tvivl om. Jeg var trist i efteråret 2013. Jeg var trist, selvom jeg var i mit forhold. Selvom jeg var i før.
Det kan virke som en banal erkendelse. En naturlighed, man selvfølgelig selv kunne have regnet ud. Men som én der konstant drømmer om før og dømmer i nuet, er det vigtigt: Jeg kunne være trist i mit forhold. Og jeg kunne være glad. Præcis som jeg er det i nuet.