Forfatter: Orddame

Manifestet

Jeg skrev et kærlighedsmanifest i 2015. Jeg stilede det til min mor, fordi det var vigtigt for mig at forsikre hende om, at jeg passede på mig selv. Jeg kan huske en episode sommeren inden, hvor jeg nogle måneder efter, at jeg gik fra min kæreste, var sammen med en soldat en varm juli-nat. Det varede fire minutter og så vendte han sig om på den anden side og sørgede for, at vi havde hver vores dyne. Det var ikke det, jeg ville. Jeg ville gerne nærhed, men han ville ikke. Jeg lå længe og tænkte strategisk over det: “Hvordan får jeg alligevel et kys og kærtegn?” var spørgsmålet, og værktøjerne var mange. Et af dem var, kan jeg huske, at blive der hele natten, og så satse på, at mandens morgenliderlighed ville føre lidt intimitet og tryghedsfølelse med sig. Det ville blot kræve otte timer i komplet utryghed og afsavn indtil da.

Så kom jeg i tanke om min mor. “Hvad ville min mor gøre?” tænkte jeg. Og så gik jeg. Svaret var jo så indlysende. Min mor ønskede, at jeg passede på mig og ønskede mig al glæde og tryghed i enhver relation med en mand. Og i alle andre relationer.

Jeg kan huske nogle måneder før denne episode. Jeg gik med min mor under armen. Det var aften i en lille havneby i Sydeuropa, og der var liv og varme omkring os. Vi talte om mig og min kæreste. Vi var lige gået fra hinanden, men vi så tiden an. Holdt pause. Skulle vi, eller skulle vi ikke? Vi talte om ham og om mig. Jeg fortalte om den parterapeut, vi havde været hos nogle dage inden, jeg rejste ned til mine forældre.
Jeg ville ønske, at jeg præcist kunne huske, hvad min mor og jeg sagde; de præcise temaer og ord. Men det er forsvundet, Jeg husker stemningen og nærheden mellem os. At vi havde det så fint og rart, at resten af vores familie blev væk fra os, og at vi ikke ænsede det, mens de blev bekymrede. Jeg kan huske, at jeg sagde: “Jeg savner ham ikke, imens vi er her. Og skal man ikke det? Skal man ikke savne sin kæreste?” Jeg husker, at min mor var enig. Ikke nødvendigvis i sandheden i mine ord, men i ordene, fordi det var mine. “Man lever kun en gang”, sagde hun, og det lyder simpelt, når jeg skriver det, men hun kunne se enden på sit eget liv, så ordene var dybere end som så. Jeg kan huske, hvordan hun opfordrede mig til at have det så godt som muligt i mit liv. Med eller uden min kæreste. Og faktisk – nu jeg tænker over det – nok mest uden, fordi hun kunne mærke på mig, at det var det, jeg ville. Det er rart at komme i tanke om.

Det var med denne intention om altid at have det så godt som muligt, at jeg skrev et kærlighedmanifest lidt mere end et år senere. Jeg stilede det til hende, fordi hun ikke var mere. Jeg havde haft en relation til jazzgakkeren, og på det tidspunkt var det tydeligt for mig, hvordan jeg ikke havde passet på mig selv. Hvordan jeg havde ladet en andens behov gå ud over mine.

Jeg skrev manifestet på kanten af en ny relation. Jeg havde mødt en mand, vi kunne lide hinanden, og vi skulle på vores anden date. Jeg kan huske følelsen af, at han var god. Rigtig god. Og jeg havde lyst til at hoppe fra. Turde ikke alligevel. Jeg skrev manifestet for at tage mig selv alvorligt og fortsætte.

Og det er ret ironisk. For når jeg læser videre i mine tekster gennem årene, er det tydeligt for mig, hvordan de kredser om den samme mand og vores svære relation. Hvordan jeg var fuld af mindreværd og usikkerhed. Hvordan jeg lagde bånd på mig selv. Hvordan jeg var i noget, fordi jeg var bange for at være alene, blive forladt, være utryg. Hvordan jeg i virkeligheden var meget utryg der, hvor jeg var. Det er ironisk, at det forhold, som varede to et halvt år, blev skudt afsted med kærlighedsmanifestet. For jeg gjorde alt det, jeg havde sagt til min mor, at jeg ikke ville.

Det specielle er, at det er begrænset, hvor ked af det over det, jeg bliver. Yderst begrænset. Jeg kan blive ærgerlig over, at jeg blev i en relation så længe, som ikke skulle være. At jeg “spildte gode år” på det. Men samtidig føler jeg ikke, at det er spildt. Jeg lærte ting om mig selv og jeg samlede mig selv. Op. Jeg er et bedre menneske nu end i 2015. Et mere vidende, roligere menneske. Årene er ikke spildt. De blev bare brugt på noget andet, end jeg havde troet, og også end jeg havde håbet. Der var noget, jeg skulle lære, og imens slog jeg mig heftigt, men jeg passede også på mig. Ellers ville jeg stadig sidde i min relation og være usikker og bange, og det gør jeg ikke. Vi stoppede det, da vi begge var klar til at komme hele ud. Jeg kunne ønske mig, at det var gået stærkere, men tid er tid. Nu er vi kommet igennem, og hvor jeg længe var fuld af skam over for min mor over ikke at leve op til manifestet, så er jeg nu sikker på, at hun forstår det hele og aldrig har tvivlet på mig. Og hvor jeg før også havde skam over for min mor, fordi min ekskæreste – altså ham, vi talte om på kajen i den varme tropenat – levede op til alt i manifestet, og “hvorfor blev du så ikke sammen med ham!?”, så ser jeg nu, at det gjorde han ikke: “Jeg lover dig, at jeg ikke vælger det halve, når jeg har fortjent det hele … Jeg lover kun at gøre, hvad der føles sandt”. Jeg har holdt, hvad jeg lovede.

Reklamer

Nu går jeg der alene

Jeg ledte efter noget en dag. Noget, jeg tidligere har skrevet. Men jeg faldt over noget andet. Noget jeg skrev i december 2015. Det er virkelig længe siden. Så det en syl i maven at konstatere, at jeg stadig bevæger mig rundt i det tema. Ikke fordi jeg ikke må, der er jo ikke noget galt i at have elsket nogen og savne og sørge. Men det gør jo ondt. Og det er stagnerende. Det stagnerer min energi at tænke og tvivle så meget. Som om jeg lever to parallelliv, hvor det ene er det virkelige og det andet foregår op i hovedet, som tror, at der på en eller anden måde er et liv med ham. Altså: Hvis jeg tænker på ham, er jeg i kontakt med ham. Så det gør jeg temmelig meget. Det er som om jeg holder ham og os kunstigt i live. Jeg forestiller mig, at når jeg sender energi afsted til ham, sender han den tilbage. Mens sandheden er, at jeg ikke ved noget som helst om hans energi. Måske går den aldrig i min retning. Jeg. Ved. Det. Ikke.
Jeg går her i hvert fald stadig. I en plumret suppe af tanker og tvivl. Men jeg går her alene. Og det skal jeg huske, så jeg kan gå videre.

Torsdag

På et tidspunkt har jeg stalket  mig frem til (på LinkedIn, hvor sølle kan det blive), at han laver frivilligt arbejde om torsdagen. Lige rundt om hjørnet. Lige rundt om hjørnet sker der noget rart for nogen, der trænger til det, og det er lige dernede, et par gader længere henne. Lige dér er det.

Ja, hvis det da stadig findes. Jeg kunne ikke se, om projektet stadig kørte, eller om han egentlig stadig helt var aktiv dér som han var, både da vi var sammen og i mange år efter. Jeg burde jo vide en masse om det sted, eftersom han arbejdede der, da vi var kærester. Men sandheden er, at jeg husker uendelig lidt om det. Jeg kan huske, at han fortalte ret lidt om det. Tror jeg. Måske fortalt han meget? Jeg kan også huske ikke rigtig at høre efter. Det jeg mest kan huske er, at han pga. sin lille familie var juleløs et år – vores sidste jul. Vi plejede ikke at fejre jul sammen, og jeg bød ham i første omgang heller ikke med til min families jul. Jeg kunne ikke overskue det helt. Jeg havde måske i baghovedet, at det kunne være den sidste jul med min mor. Hun havde kræft i baghovedet. Jeg kunne ikke overskue, at julen skulle anderledes end nogen andre jule; at jeg skulle være nogens kæreste samtidig med, at jeg var nogens datter. Jeg ved ikke, hvorfor det stod i modsætningsforhold hos mig.
Han holdt jul for de ensomme det år. Det var ikke ham, der var dem der var ensomme, det var nogle andre. Men måske han var ensom? Igen – jeg kan ikke huske det. Jeg mener, at han havde en fin jul, at det i hvert fald var det, han fortalte. At det havde været sjovt og hyggeligt og anderledes. Men det jeg husker er, at jeg ikke bød ham ind til min jul. Jeg bød ham ikke indenfor fuldstædig fuldautomatisk, da jeg hørte, at hans familie ville være væk. Jeg gjorde det nølende efter lang tid, og han afslog, fordi han ikke ville inviteres af nødvendighed, men af lyst. Det var det, han sagde. Så han mærkede det også.
Jeg tror, at jeg troede, at vi skulle have mange andre jule sammen. Eller måske troede jeg ikke noget som helst andet, end at jeg ikke ville have min kæreste med til min families jul, og at det var sådan det var. Jeg får faktisk en klump i halsen af at skrive det. Af sorg og skam og skyld. “Føj, dårlig kæreste! Føj, et dårligt menneske!” råber tankerne.
Der er en del af det sted, jeg står, der handler så exceptionelt meget om skyld. Hvordan tilgiver man sig selv? Det er et dagligt spørgsmål hos mig.

Og det er en del af det sted, jeg står, at jeg er alt for bevidst om, at klokken er 21.50 og det frivillige sted lukker kl. 22, og min hjerne er konstant på vej ned på gaden. I 4 grader vil min hjerne stille min krop på en mørk gade for at holde øje med en bygning, hvor min ekskæreste måske, måske ikke befinder sig. Og så vil min hjerne stå der med min kolde krop på slæb og holde øje og “gå tilfældigt forbi” og ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis han kom ud af bygningen. Blive ked af det sandsynligvis. Og hvis han ikke kom ud af bygningen, føle mig dum. Føle mig rigtig dum.

Så jeg bliver siddende. Jeg sidder i mit køkken. Jeg skriver. Jeg spiser et æble om lidt.

Memories

Jeg bilder mig ind, at jeg altid var glad, tryg, i ro – ja, lykkelig – sammen med ham. At mine dage aldrig var blå, og at jeg ikke var famlende, tvivlende og søgende. Meget af tiden tror jeg, at der er et før og et nu, og at før var godt, og at nu er slemt.
Og dét selvom nu virkelig ikke er slemt. Altså det rigtige nu. Det nu, hvor jeg er glad for mit arbejde, mine venner, min familie, min krop, mit humør, min økonomi, min jord under neglene og kilometer i benene. Det er nuet det sker i. Mens det nu, som jeg sammenligner før med, er mine tanker i nuet, ikke nuet selv. Det er tanker om hvad der var før, og hvad der burde være nu, og hvad der kunne have været nu. Forestillinger om evigt solskin i et pletfrit sind i en tankevirkelighed, der aldrig har været virkelig. Det er kun mine tanker i nuet der er slemme. Virkeligheden er det ikke. Måske er den endda glad, tryg, rolig og lykkelig. Men jeg opdager det ikke, for jeg har travlt med historien om, hvor lykkelig, jeg var før, og hvordan jeg ødelagde den lykke.

Så er det godt, at Facebook har lavet memories-funktionen. Ofte er det malplaceret: “We thought you would like to look back on this memory from four years ago” og så et billede eller en opdatering om sygdom, frygt og sorg. Akavet algoritme.
Men nogle gange virker den. Jeg bilder mig ind, at jeg altid var glad før. I forholdet. Der er tre og et halvt år i mit liv, der i min bevidsthed konstant var glade. Men Facebook viser mig, at det ikke er rigtigt. I efteråret 2013 delte jeg med verden: “When fear becomes your lighthouse it will perpetually lead you to darkness. So how do you get what you need from fear without letting it pull you under? Bring yourself back to the present moment. The here. The now. The pillow under your butt. The ground under your feet. The real reality. Unplug the movie in your mind and pet your dog. That’s real. That’s what’s truly happening.”

Jeg kan bilde mig ind, at det er skrevet i the present moment. Med grund under fødderne og uden film i hovedet. Men jeg ved, at det ikke er sandt. Jeg kender mig. Jeg kan ikke huske, at jeg har udgivet det, jeg kan ikke engang huske at have læst det før, men jeg ved, at jeg kun hæfter mig ved den slags, når jeg ikke er glad. I tristhed søger jeg trøst i tekster som den ovenfor. Higer mig fast i ordene som redningskranse, der kan holde mig oppe. Så jeg har været trist, da jeg delte ordene. Det er der ingen tvivl om. Jeg var trist i efteråret 2013. Jeg var trist, selvom jeg var i mit forhold. Selvom jeg var i før.
Det kan virke som en banal erkendelse. En naturlighed, man selvfølgelig selv kunne have regnet ud. Men som én der konstant drømmer om før og dømmer i nuet, er det vigtigt: Jeg kunne være trist i mit forhold. Og jeg kunne være glad. Præcis som jeg er det i nuet.

Nateskapader

Og så en nat gjorde jeg det, man bare skal lade være med. Jeg var i seng, lidt sent, men stadig med håb om jævnt antal timer. Skulle lige skrive en huskeliste og en mail- nej, det skal man ikke gøre i sin seng kl. 00.30, but I’m only human.

Det kunne have været så nemt. Mail, liste, sov.

Men så kiggede jeg lige lidt på nogle gamle noter. Fandt én fra den 17. september 2015, jeg havde skrevet om vores brud:

Jeg synes det var så flot, alt det du gjorde dengang. Vi sad på cafeen og du læste dit brev højt for mig og din stemme rystede og du græd. Og det var så modigt og sårbart, at jeg fyldes af ømhed, når jeg tænker på det. Undskyld, jeg forlod dig.

Jeg fik ondt i maven og svingede hammeren hårdt: “Hvorfor gik du fra ham, din skide idiot!?” og så tæskede jeg ellers videre i gamle SMS’er fra ham, til ham, om ham. Jeg kom sågar rundt om beskeder, hvor han omtalte, hvor meget min mor og jeg ligner hinanden og hvor meget, han også savnede hende. Av for helvede altså. Det tog timer at tæske mig selv igennem. Til sidst endte jeg ved nutiden: “Jeg kan ikke se dig, det passer dårligt ind i mit liv”. Et knivskarpt knock out midt i natten på trods af, at jeg kender den besked så godt i forvejen.

Det endte i hulkegråd, fire timers søvn og de vildeste tankespiraler. Jeg vil ikke sige “new low”, men endnu et low. Proces proces proces!

Forhistorien

Det flyder med ord i hovedet og i fingrene, men jeg har brug for introduktioner, før jeg kan sende dem videre. Det er en terapeutisk øvelse, dét som efteråret 18 byder mig at skrive. Jeg kan se, at jeg tidligere var fragmenteret og ret kort for hovedet i mine tekster.  Det skrevne ord var en måde at skrige og råbe på midt i stor krise og sorg.

Det er lidt anderledes nu. Jeg har trang til at skrive og blive hørt, og også trang til at græde og råbe i den her suppedas af uforløst kærestesorg. Men jeg er ikke helt nede på gulvet og kan formulere mig i længere sætninger nu end i tidligere tiders sorgoversvømmelser. Jeg kan huske, at hver en tekst blev skrevet med gispende vejrtrækning. Jeg måtte skrive for at overleve, men der var kun plads til korte, gispende ord.  Sådan er det ikke nu, og jeg vil meget gerne skrive om udgangspunktet for det, der er blevet et (nyt) sorgarbejde for mig. Hvorfor er vi her?

Helt kort: I efteråret 2010 mødte jeg en mand på noget frivilligt arbejde. Jeg kunne lide ham med det samme og det samme gjaldt ham. To måneder senere var vi kærester. Det hele var meget, meget nemt, helt uden tvivl og fyldt med ro. Vi boede i hver sin by. Jeg husker pendling, grin, drilleri og mega kæmpe smil på mine læber. Han flyttede til København derefter, kun få minutter fra mig. Det hele var nemt og rart. Kort tid efter fik jeg en depression. Vi klarede det godt, blev tættere. Og noget senere flyttede han ind hos mig. Kort tid efter blev min mor syg. Jeg var fyldt med stor angst og frygt, kan jeg huske.  I 2014 var jeg ude at rejse. Jeg var glad, fri og grinende på turen, for første gang længe. Det gjorde mig i tvivl, da jeg kom hjem. Han var ked af det i den periode, og jeg havde svært ved at rumme det i min nyfundne glæde. Der var bare et eller andet der var skævt. I maven. Hvordan fanden forklarer man det? Jeg var der ikke. Det tog en weekend i snak og tårer at blive helt sikker på følgende sætning, som jeg skrev i min dagbog: “Jeg tror på, at vi skal være sammen. Jeg tror bare ikke, det skal være lige nu”.

Når jeg har et sår, så kradser jeg i det

Jeg skulle lige hen og aflevere nogle billetter på et spillested. Og der var hans lejlighed. Min ekskæreste, som jeg ikke er ovre efter fire år. Jeg var i fint humør, overdrog billetter til nogle søde mennesker, havde lyst til take away, var lidt obs på hans lejlighed og om alt nu var ok nede i maven. Jeg var ok. Så stoppede jeg lige et øjeblik. Lod øjnene gennemsøge dørtelefonen efter hans navn, bare lige kort for at blive bekræftet i, at han stadig bor alene. At hans kæreste selvfølgelig ikke er flyttet ind. At de måske endda er gået fra hinanden. Dér var det. Hans navn. Og så mit navn. For mit navn er magen til hendes. Og dér stod deres navne.

Og sådan ødelægger man en ellers fin fredag aften.