En ode til mit hoved

Tågen er lettet. Det svimler ikke længere i alle kropslige positioner; siddende, liggende, gående, stående. Det trykker ikke i tindingerne, og hovedet kan holde sig selv. Jeg kan føre en samtale. Jeg kan være i lodret position. Lad os håbe, at det fortsætter sådan, jeg håber ikke på faser. Ikke med hovedet i hvert fald.

Mit hoved er så godt. Jeg elsker mit hoved. Det kan tænke og føle og huske, danne ord og lægge tal sammen. Skrive og koordinere mine bevægelser, skrive indkøbssedler og holde et glas og cykle og gå og grine og spille spil og få et stykke tape af en genstridig taperulle. Finmotorisk er det gudhjælpemig også.

Jeg troede, at mit hoved var på vej væk, men jeg tror, det klarer sig fint endnu. Der skal lidt flere undersøgelser til og sikkerhed for, at alt er som det skal være. Men hovedet tyder på det. En dag opdagede jeg, at jeg ikke tænkte på mit hoved. At det bare var der, ovenpå halsen og rygsøjlen og nakkehvirvlerne, helt uden at larme. Tak hoved, fordi du er.

Reklamer

Ude af drift

Jeg er stadig svimmel. Og jeg er stadig bange over det. Jeg ved ikke, om det er blevet værre, men det er i hvert fald blevet ved.

Nu er næste skridt en neurolog, når én af dem har tid om en milliard uger. Jeg er åbenbart ikke den eneste der døjer med hovedet og nerverne. Lidt tyndslidte nerver.

Jeg håber sådan, at hypokonderen i mig snart får grund til at holde kæft. Må al frygt blive manet til jorden i en helvedes fart. Så jeg kan komme i gang med det hele igen. Jeg var lige gået i gang med livet! Lige kommet ud af angst – og så kommer kroppen med det her. Come on!

En læge sagde i øvrigt i dag, at jeg med svimmelhed skulle henvises til neurolog eller psykiater. Lad os et øjeblik dvæle ved hvor langt ude sagt det er.

Afsked gør mig stadig bange

Jeg går og skriver på en tekst om begyndelsen. En introduktion om man vil til hele denne kuldsejlede drøm. For ikke at tale i koder hele tiden. Og for at dissekere det for mig selv: forholdet, tabet, sorgen. Hvad er historien? Hvad skete hvornår? Så kan “hvorfor” måske sættes på senere. Og måske besvares.

Men lige nu er der noget andet. Svimmelhed, som lægen ikke kan pege på, hvad skyldes. Ikke endnu, i hvert fald. Hun prøver stadig forskellige ting. Og mig, den evige kræft-hypokonder, der straks tænker på svulster og på, hvordan folk vil være medlidende, “Den familie er så hårdt ramt”, og også føle sig heldige, “Godt det ikke er mig, der dør ung, alene og barnløs”, når diagnosen kommer. Jeg er skør, jeg ved det. Men tilgiv mig, jeg har set nogen dø af sådan en svulst. Frygten er indlejret. Ligesom når jeg flyver. “Jeg er ikke bange mere” skrev jeg forleden, og det er sandt. Men for kræft og fly – oh well. Og lige nu er jeg svimmel. Angst? Tjek. Og skal snart flyve langt alene. Angst? Tjek.

Og så den tredje ting. Fuldstændig koblet til de to andre.

Afsked, din lille satan. DU gør mig bange. Og derfor er kræft og flystyrt på min liste. Død er ultimativ afsked. Og hver gang jeg tager afsked med noget, er det lidt som om, der er noget, der dør. Nogle lukker vel bare døren og går videre. Spændt på det næste. Jeg prøver bare at undgå afskeden ved at trække den ud eller lade som ingenting. Alt for at slippe for den. Den trigger mig. Størstedelen af al terapi det seneste år har handlet om afsked, og det er blevet bedre. Altså helt vildt meget bedre. Ellers var jeg stadig i et forhold nu. Det er jeg ret sikker på. Jeg kunne aldrig have truffet de valg, jeg har truffet nu, for et år siden. Aldrig. Der lå jeg apatisk på min sofa, i min seng, på mit gulv. Jeg var så bange.

Det er godt for mig at skrive frem, at jeg er langt fra den frygt dengang. Siden mit forholdsbrud i den tidlige sommer, har vi været i god kontakt. Mig og min kæreste. Ekskæreste. Afskeden var stille og rolig, fordi den måske ikke helt var der. Vi var i god kontakt, vi passede godt på hinanden, og jeg var i ro. Men den kommer nu. Jeg kan mærke, at han siver. At hans beskeder bliver færre. Kortere. Bruddet bliver tydeligere. Så jeg gør, hvad jeg plejer: Jeg skruer op, når han skruer ned. For hver besked, han ikke sender, sender jeg to. For hvert skridt, han tager væk fra mig, træder jeg frem. Tanken er: Han skal ville have mig. Hvis han giver slip på mig, er jeg uden betydning for hans liv. En parentes. En ligegyldighed. Ligegyldighed er lig med død. Parenteser er afsluttede – og jo bare sidebemærkninger. Ringen kører.

Det gode er, at jeg trods alt ser det. Det svier af helvedes til, men jeg tør skrive det ned. Ergo er min øjne åbne lidt endnu, og jeg er ikke druknet ned i afskedsangsten. This too shall pass, ét fucking skridt ad gangen.

Status. Tilbagevenden. Nutid.

Det er lørdag den 11. august, og jeg ved ikke hvorfor denne dag sætter mig i kontakt med ordene. Jeg har ikke kunnet finde ordene i et år. “I kontakt med” er måske så meget sagt, men i dag har jeg brugt en time på at komme ind på wordpress igen. Det føltes vigtigt.

På mange måder har livet stået stille siden, jeg skrev min sidste tekst. Det er et år siden, og min skrivehånd er rusten. På mange måder er der aldrig sket så meget i mig som i det seneste år.

For et år siden var jeg lille og stivnet og bange. Pisse-fucking-mega-bange. For mit arbejde, min kæreste, min nutid, min fremtid, mine valg, mine venner og aller-allermest for mig selv. Min krop og mit sind reagerede på angstfyldte måder, jeg ikke forstod, og jeg fandt mig selv skrigende og lammet i min lejlighed igen og igen i sensommeren. Kære august, september og oktober 2017, I gjorde mig eddermame ondt.

Det gode var, at det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne gøre andet end at tage hånd om det. Eller lade nogle andre hjælpe mig med at tage hånd om det. Det var ikke længere muligt at være uden at gå i stykker. Så jeg skiftede min mangeårige kvartals-psykolog ud med to andre terapeuter, gik i terapi ugentligt og brugte 10.000-vis af kroner på at lade to vise kvinder hjælpe mig med at bære mig selv. Det tog lang tid.

Jeg har mærket det i noget tid nu, men først i dag blev jeg rigtig bevidst om forandringen: Jeg er ikke bange mere.

Den altoverskyggende, altædende, kropsstivnende angst har forladt mig. Eller jeg har forladt den. Jeg sidder og erkender det nu, imens jeg skriver dette, og jeg er virkelig virkelig rørt. Det var faktisk ikke det, det var min intention at skrive om, men denne her tekst har lige taget røven på mig.

Der er mange ting, der er de samme som for et år siden, og der er mange ting, der har ændret sig. Det er mest inde i mig, men det har bevæget sig ud: jeg har ingen kæreste mere, jeg ser og elsker mine venner igen, jeg griner hver dag på mit arbejde, mine tanker er frie.

Næsten frie. Jeg bærer stadig en ekstrem sorg over mit tidligere forhold og kæreste. Det ligger fire år tilbage, jeg har skrevet om det før, og jeg er stadig i kæmpe sorg. Det er skamfuldt at savne en kæreste, jeg selv forlod for så mange år siden, men jeg ér ikke videre derfra, og dét var faktisk intentionen med denne tekst: at sorgen er forkrampet i mig, og det er min største opgave nu at kigge på den og lære den at kende.

Jeg ved ikke om den kan forsvinde, men jeg har det som i sensommeren sidste år: Jeg kan ikke være med det længere og leve fuldt. Jeg er et halvt menneske med den sorg. Én der dømmer mig selv i fortiden, én der ikke rummer ham, som jeg sørger over, og ikke tillader ham at leve fuldt. Én der hele tiden tænker, hvordan ting kunne være anderledes, ikke er til stede og er fuld af skam og skyldighed. Jeg sårede ham, så nu sårer jeg mig selv hver eneste dag.

Jeg tror, at teksterne kan hjælpe mig. At meget kan hjælpe mig. Mine kloge terapeuter især. Vi har en ny opgave. Jeg tror, at jeg kan hjælpe mig, og at det kan hjælpe at skrive. Så det vil jeg prøve. Tak fordi du læste det her. Jeg håber, at jeg skriver om lidt igen.

Sommerlektie

Her kunne jeg skrive noget, hvis ikke jeg havde travlt med ikke at have travlt med at være i verden i en nåleskov og lege med lego og lave snobrød og plukke hindbær og vaske op og gå i sauna og svømme og kaste sten i vandet og drikke neskaffe og give lange knusere og glemme at læse bøger og spille ukulele og fortælle historier og fjerne myretuer og synge godnatsange og drømme, men mest være til.

Jeg øver mig i:

at være okay mer at være en dårlig blogger.

at have mindre dårlig dårlig samvittighed og skyld over for alt. (Min søster: “du har brugt en hel barndom på at tolke og gennemskue situationer, hvor ingen fortalte dig, hvad der foregik, når de voksne var stille og mærkelige. Derfor er det svært at komme væk fra.”).

at skrive og leve uden Hjerte rimer på smerte-agtige tendenser. Hey! Skulle jeg lige prøve at skrue op for energien her i 3. kvartal?

at slå smut.

Lad os lære noget og blive bedre mennesker

Nå, hvor var vi?

Ingen kan huske det! Jeg lå og græd et eller andet sted i en seng eller i noget mudder, og nu har jeg læst en bog og på en hjemmeside og i stjernerne, og der er seriøse problemer med at sige farvel, adieu osv. ovre i mit sind, og det er noget med forviklinger i barndommen og påmindelser om døden, og det hele giver meget mening. Faktisk. Det gør det. For jeg giver aldrig slip. På noget. Derfor skal vi øve os nu. På at give slip og give slip og give slip. Sige farvel. Gøre os frie og vokse. Har du tips og tricks, så giv mig dem gerne, det kunne være, vi alle kunne lære noget.

 

 

 

Tiden er forbandet

Det er her, jeg sidder. En 30-agtig-årig og storgræder over et forhold, jeg forlod for tre år siden. For tre år siden på en bænk for enden af søerne sad vi, med tusind historier og intimitet i bagagen, og tæt tæt tæt sad vi. Det kunne gå flere veje, men mest kunne det gå én. “Jeg har fået tilbudt et fremleje. Synes du jeg skal tage det?” spurgte du, og som jeg husker det, svarede jeg aldrig, fordi jeg græd. Jeg lod dig svare selv “Jeg tror, jeg skal tage det”, lod jeg dig sige. Og det var slutningen. Jeg tror, at du håbede, jeg ville sige dig imod. Men jeg græd og var underligt enig. For det var jo hele tiden mig. Mig der ville gå og dig, der blidt lod mig gøre det. Mig, der ville have tid. Der ville have plads, men også trøst. “Hold om mig, men hold afstand”. Det var det, jeg bad om. På min underlige fortættede måde. Og sådan har jeg haft det siden. Du var her ikke mere, men du var der hele tiden. Jeg har væltet rundt. I tre år nu. Uden hylde og ro. Og et eller andet sted har du været der. I mig. Og for mig, ved jeg jo. Jeg ved, at du ikke slap, selvom jeg bad dig om det. Men i dag, i dag har jeg hørt, at du har sluppet. Og hun har langt hår.

Og derfor sidder jeg her, 3 år senere, og har ikke ret til det, jeg gør nu. Jeg har ikke ret til at ønske dig tilbage hos mig. Jeg har knaldet utallige mænd og været opslugt og omtumlet af en manisk musiker og er kærester med en mand, jeg bor med  og er begyndt at tænde på kvinder, og jeg vil gerne have børn snart og flytte på landet. Og der er ikke noget her, der giver mening. Og børn og landet var jo det, vi skulle. Og det er nok det, jeg græder over, for du var den jeg drømte med, og i små øjeblikke, når jeg børster tænder, har jeg tænkt, at du stod klar til vores drøm, når jeg engang kom til fornuft. Du stod der til du ikke stod der mere. Og det er til at græde over. Også tre år senere. Især tre år senere.