Manifestet

Jeg skrev et kærlighedsmanifest i 2015. Jeg stilede det til min mor, fordi det var vigtigt for mig at forsikre hende om, at jeg passede på mig selv. Jeg kan huske en episode sommeren inden, hvor jeg nogle måneder efter, at jeg gik fra min kæreste, var sammen med en soldat en varm juli-nat. Det varede fire minutter og så vendte han sig om på den anden side og sørgede for, at vi havde hver vores dyne. Det var ikke det, jeg ville. Jeg ville gerne nærhed, men han ville ikke. Jeg lå længe og tænkte strategisk over det: “Hvordan får jeg alligevel et kys og kærtegn?” var spørgsmålet, og værktøjerne var mange. Et af dem var, kan jeg huske, at blive der hele natten, og så satse på, at mandens morgenliderlighed ville føre lidt intimitet og tryghedsfølelse med sig. Det ville blot kræve otte timer i komplet utryghed og afsavn indtil da.

Så kom jeg i tanke om min mor. “Hvad ville min mor gøre?” tænkte jeg. Og så gik jeg. Svaret var jo så indlysende. Min mor ønskede, at jeg passede på mig og ønskede mig al glæde og tryghed i enhver relation med en mand. Og i alle andre relationer.

Jeg kan huske nogle måneder før denne episode. Jeg gik med min mor under armen. Det var aften i en lille havneby i Sydeuropa, og der var liv og varme omkring os. Vi talte om mig og min kæreste. Vi var lige gået fra hinanden, men vi så tiden an. Holdt pause. Skulle vi, eller skulle vi ikke? Vi talte om ham og om mig. Jeg fortalte om den parterapeut, vi havde været hos nogle dage inden, jeg rejste ned til mine forældre.
Jeg ville ønske, at jeg præcist kunne huske, hvad min mor og jeg sagde; de præcise temaer og ord. Men det er forsvundet, Jeg husker stemningen og nærheden mellem os. At vi havde det så fint og rart, at resten af vores familie blev væk fra os, og at vi ikke ænsede det, mens de blev bekymrede. Jeg kan huske, at jeg sagde: “Jeg savner ham ikke, imens vi er her. Og skal man ikke det? Skal man ikke savne sin kæreste?” Jeg husker, at min mor var enig. Ikke nødvendigvis i sandheden i mine ord, men i ordene, fordi det var mine. “Man lever kun en gang”, sagde hun, og det lyder simpelt, når jeg skriver det, men hun kunne se enden på sit eget liv, så ordene var dybere end som så. Jeg kan huske, hvordan hun opfordrede mig til at have det så godt som muligt i mit liv. Med eller uden min kæreste. Og faktisk – nu jeg tænker over det – nok mest uden, fordi hun kunne mærke på mig, at det var det, jeg ville. Det er rart at komme i tanke om.

Det var med denne intention om altid at have det så godt som muligt, at jeg skrev et kærlighedmanifest lidt mere end et år senere. Jeg stilede det til hende, fordi hun ikke var mere. Jeg havde haft en relation til jazzgakkeren, og på det tidspunkt var det tydeligt for mig, hvordan jeg ikke havde passet på mig selv. Hvordan jeg havde ladet en andens behov gå ud over mine.

Jeg skrev manifestet på kanten af en ny relation. Jeg havde mødt en mand, vi kunne lide hinanden, og vi skulle på vores anden date. Jeg kan huske følelsen af, at han var god. Rigtig god. Og jeg havde lyst til at hoppe fra. Turde ikke alligevel. Jeg skrev manifestet for at tage mig selv alvorligt og fortsætte.

Og det er ret ironisk. For når jeg læser videre i mine tekster gennem årene, er det tydeligt for mig, hvordan de kredser om den samme mand og vores svære relation. Hvordan jeg var fuld af mindreværd og usikkerhed. Hvordan jeg lagde bånd på mig selv. Hvordan jeg var i noget, fordi jeg var bange for at være alene, blive forladt, være utryg. Hvordan jeg i virkeligheden var meget utryg der, hvor jeg var. Det er ironisk, at det forhold, som varede to et halvt år, blev skudt afsted med kærlighedsmanifestet. For jeg gjorde alt det, jeg havde sagt til min mor, at jeg ikke ville.

Det specielle er, at det er begrænset, hvor ked af det over det, jeg bliver. Yderst begrænset. Jeg kan blive ærgerlig over, at jeg blev i en relation så længe, som ikke skulle være. At jeg “spildte gode år” på det. Men samtidig føler jeg ikke, at det er spildt. Jeg lærte ting om mig selv og jeg samlede mig selv. Op. Jeg er et bedre menneske nu end i 2015. Et mere vidende, roligere menneske. Årene er ikke spildt. De blev bare brugt på noget andet, end jeg havde troet, og også end jeg havde håbet. Der var noget, jeg skulle lære, og imens slog jeg mig heftigt, men jeg passede også på mig. Ellers ville jeg stadig sidde i min relation og være usikker og bange, og det gør jeg ikke. Vi stoppede det, da vi begge var klar til at komme hele ud. Jeg kunne ønske mig, at det var gået stærkere, men tid er tid. Nu er vi kommet igennem, og hvor jeg længe var fuld af skam over for min mor over ikke at leve op til manifestet, så er jeg nu sikker på, at hun forstår det hele og aldrig har tvivlet på mig. Og hvor jeg før også havde skam over for min mor, fordi min ekskæreste – altså ham, vi talte om på kajen i den varme tropenat – levede op til alt i manifestet, og “hvorfor blev du så ikke sammen med ham!?”, så ser jeg nu, at det gjorde han ikke: “Jeg lover dig, at jeg ikke vælger det halve, når jeg har fortjent det hele … Jeg lover kun at gøre, hvad der føles sandt”. Jeg har holdt, hvad jeg lovede.